logo
Danmarks UFO Forening 

Observatørerne fortæller:

Min kæreste og jeg kommer gående ned langs Søndersø i Viborg efter, vi har besøgt en veninde i byen. Vi går på en sti langs søen, og vi snakker og hygger. Jeg kikker op og får helt tilfældigt øje på et fly (tror jeg). For først så ligner det virkeligt et fly. En lysende ting af en art, men som ikke blinker, men bare lyser hvidt og flyver hen over himlen. Først tror jeg bare, at det er et fly, men da jeg kikker nærmere, ligner det slet ikke et fly, men en rund cirkel af en art.
Jeg lægger mærke til, at det ikke er et fly, fordi jeg synes det ændrer hastighed. Jeg lægger mærke til, at det er rundt, men at det er hakket hele vejen rundt som flere slags trekanter, der stikker ud, men det er stadigvæk rundt. Det var kun bitte små takker, så det er lidt svært at forklare.
For at sige som jeg opfattede det; det er rundt med trekanter hele vejen rundt. Det flyver som sagt, og da det går op for mig, det ikke er et fly, fordi det ikke blinker, men bare er konstant lysende hvidt og flyver hen over himlen, så tænker jeg min næste tanke; At det er et stjerneskud. Men et stjerneskud flyver ikke så langsomt.
Det ændrer nærmest hastighed,lidt op i fart og lidt ned igen, men ikke noget sådan bemærkelsesværdigt.
Min kæreste tror, det er en fugl, men der er helt mørkt og ikke noget lys på himlen. Det næste objektet gør, er at det sænker hastigheden og sætter farten op igen (kan ikke helt huske det). Det, jeg bestemt kan huske, er, at det sætter hastigheden op (tror jeg). Det jeg helt helt sikkert, kan huske er at pludselig så siger det pling, og så er det væk. Det forsvandt simpelhen.
Hvis det endelig er en fugl, kan den ikke bare lige pludselig forsvinde, og der var ikke noget lys på himlen.
Jeg får sådan en kudegysning af det. Det var meget fascinerende, men efter at jeg så den, vil jeg bare hjem.
Da vi drejer rundt med stien i et sving for at komme op imod Randersvej, der går igennem både Søndersø og Nørresø, kikker jeg ud over søen igen og ser et objekt akkurat magen til. Denne gang skifter det bane, så det enten flyver ligeud eller til siden. Men det flyver i meget HURTIGE og LIGE linier. Det drejer ikke, men ændre bane sådan; hurtigt hen over himlen, så flyver det hurtigt til siden, men alligevel på en blød måde.
Da det har fløjet lidt, så lige pludselig; pling, så er det væk. Der var ingen skyer, og det var meget klart.
Det underlige af det hele var, at det virkede som om, det var langt oppe på himlen. Nærmest oppe ved stjernerne, men alligevel virkede det som om, at det var lige over os... Altså langt nede.
Det første fløj ikke over vandet, men den anden gjorde.
Jeg er sikker på det ikke var en fugl, da en fugl svæver rundt og drejer på en anden måde (som en fugl nu engang gør). Den her drejede sådan; pling til højre, pling til venstre osv.
Og en fugl kan ikke lyse op på himlen, og hvis den endelig gør, så kan lyset på den vel ikke pludselig gå ud på samme sted, som den lyste lidt tidligere.
Det så meget mystisk ud, og jeg er meget objektiv i min beskrivelse. Håber ikke, at det lyder åndsvagt. Jeg har aldrig oplevet sådan noget før og kunne godt tænke mig en forklarring.
Jeg har set satellitter før, men det her var ikke en satellit.
Det førskte opbjekt fløj fra vest imod øst og forsvandt derefter på vej imod øst. Det andet fløj fra syd imod nord og fløj så i alle mulige direkte linier.


4990 Sakskøbing 2. august 2006
Vi var ude at gå en aftentur kl. ca. 22.00. Det var mørkt, da vi begyndte at gå, men kunne se grå/blålige skyer på nattehimlen og få stjerner. Cissel ser i begyndelsen af gåturen et stjerneskud, og kort tid efter så vi begge et lyn/kraftigt lysglimt ved en enkelt hvidlig sky på himlen. Vi bemærkede begge, at det ikke lignede et almindeligt lyn, da det var meget bredt, kort i længde og ikke var efterfulgt af torden brag. Fænomenet forekom i nordøst.
Vi fortsatte vores gåtur i 10 min. mere, inden vi vendte hjemad, da det begyndte at regne. Vi valgte at søge ly for regnen under et træ med udsigt til en mark (nordvest) med en lille klat nærliggende træer omkring 100 meter fra, hvor vi står (ca. 10 meter høje træer.) I det fjerne en større skov max. en km væk. Cissel ser så et hvidligt rundt lys, der ikke ligner en stjerne, lyset flugter med toppen af de nærliggende træer. Vi regner med at lyset befandt sig allernærmest ved den fjerne skov, eller længere væk. Vi tror i første omgang begge, at det er en flyvemaskine. Men så observerer vi, at ingen blinkende lys forekommer.
Lyset bevæger sig først direkte opad, så lidt til venstre, og vi begynder begge at joke lidt med at den ikke helt ved, hvilken retning den vil bevæge sig i. Jeg udbryder i sjov, at det er en UFO. Den fortsætter med at bevæge sig i skiftende retninger med korte mellemrum. Højre, venstre, lidt ned og op. Da den er i sit højest punkt, som er omkring 30-35 grader fra vores synsvinkel og stadig er i langsom bevægelse opad, forsvinder den, som når man slukker på en kontakt og vender ikke tilbage, selv om vi står og kigger i et stykke tid.
Der var ikke skyer på himlen, hvor lyset befandt sig og ikke noget til at dække dens lys. På vores vandring hjem, så vi adskillige flyvemaskiner, flyve mod øst, og lyset lignede på ingen måder disse flyvemaskiner, ej heller stjerner, hvilke nu var mere synlige på himlen.
Da vi i dagslys tog ud til observationsstedet, så vi, at der ved de nærliggende træer lå et hus, og der var elmaster med ledninger forbundet imellem sig, der skrånede ind over marken. El-ledningerne befandt sig i synsfeltet, hvor vi spottede lysfænomenet.
Vi reagerede ret stilfærdigt og jokende i begyndelsen, men efter 10-20 sek. fik vi begge en fornemmelse af, at dette ikke var helt normalt. Da lyset forsvant med et, blev vi begge meget overraskede. Lyset var lidt større end en stjerne, rundt og hvidligt, gul/orange og med et svagt rødt skær. Farverne smeltede mere ind i hinanden end at være definerede.


6400 Sønderborg 3. august 2006
Vi er 4 personer som en aften tidligt i august sidder på vor altan og hyggesnakker. Vejret er stille, og det er helt stjerneklart. En i selskabet har aldrig set satellitter fare hen over stjernehimlen, og hun bliver grebet af at sidde med tilbagelænet hoved og spotte satellitter. Ind imellem observerer vi også stjerneskud, deriblandt et stort stjerneskud, som eksploderer med et lysglimt midt i Karlsvognen, et facinerende syn.
Pludselig udbryder vor „observatør“ hov! hvad er det?. Vi kigger alle op, og får øje på et V formet objekt, som farer hen over himlen med stor hastighed, objektet bevæger sig i en lige linie hen over himlen i vest-sydvestlig retning, men ca. 25 grader over horisonten ændrer det pludselig retning mod syd, for derefter at forsvinde. Det V-formede objekt lyser med en diffus varm gullig farve. V-formen var brudt på midten, hvor der ikke var noget lys.

Formen var nogenlunde sådan:
  \  /
 \/
 
Størrelsen var nogenlunde som en pegefingernegl i udstrakt arm.
Der var igen hale, og hastigheden var mange gange højere end en flyvemaskine, det tog ca. 6 sek. fra objektet blev spottet til det var væk igen.
Vi var alle målløse over observationen, specielt de to kvinder i selskabet som aldrig havde set noget lignende.
Jeg har selv observeret et lignende objekt i 2001, med nogenlunde samme form, farve, størrelse, hastighed, og bevægelsesmønster (også i Sønderborg)


2200 København N 13. august 2006
Kommer gående og kigger op mod himlen. Ser noget sort, der i en langsomt svævende nedadgående bevægelse bliver tydligere og tydligere. Tænker det kan værer en faldskærmsudspringer eller rovfugl, da bevægelsens art ville passer på dette. Det er inde over københavn, og der har ikke været nogle fly. I takt med at det „faldende“ kommer længere ned og tydligere i form, kan jeg se, at det ihvert fald ikke er en faldskærmsudspringer, og jeg har også svært ved at forestille mig at det er en fugl, dels pågrund af størrelsen, har ikke hørt om at der skulle være rovfugle af denne størrelse inde over København, dels på grund af en vertikalitet i det observerede, der i højere grad mindede om en faldskærmsudspringer end en svævende rovfugel søgende efter bytte.
Efter at have fulgt det observerede et stykke tid, mens det i en svævende nedadgående bevægelse roligt kommer længere og længere ned, løber jeg op til min kone, vi bor på 4. sal, og kalder hende til vinduet. Vi kan sammen observere en sort plet på himlen, der nu stiger for til sidst at forsvinde.
Jeg er noget mystifiseret over, hvad jeg har set og er interessert i at høre om, der er en forklaring på det, eller andre observationer af det.


4000 Roskilde 17. september 2006
Jeg var ude at gå en aftentur og lagde mærke til et tilsyneladende meget langsomt bevægende fly ude nær horisonten. Jeg kunne se det som to hvide lys med et rødt blink af og til i midten og det gav ikke nogen lyd. 5-6 minutter senere var det tættere på og fløj over i lav højde, og det lavede nu samme lyd som et jetfly, så jeg fortsatte med at gå ud fra at det var et sådant.
Der var bare én ting... jeg kunne nu se, at der var tre hvide lys og det af og til blinkende røde lys var i midten. Det lignede nøjagtigt en klassisk „sort trekant“... den eneste undtagelse fra normen af disse var, at hver gang det røde lys blinkede, gjorde de to bagerste hvide lys det samme. Jeg er stadig overbevist om, at det var et konventionelt jetdrevet fly, jeg så (pga. motorlyden og bevægelsen), men denne observation fortjener at blive nævnt, idet den peger på fejlidentificerede flyvemaskiner som en sandsynlig forklaring på en hel del observationer af „sorte trekanter“.


8210/8220 Århus V/Brabrand 21. september 2006
Observationen blev foretaget den 21/9-2006 kl. 6.14 om morgenen fra min cykel på vej til arbejde. Stedet var mellem Jernaldervej og Edwin Rahrsvej i Brabrand. Jeg kørte mere eller mindre stik syd, da jeg så den.
En hvid, relativ hurtig, absolut lydløs kugle uden hale, kom glidende hen over en skyfri himmel. Vil vurdere den til at komme ca. fra stik vest og flyve stik øst, ind over Århus. Dvs. den forsvandt bag en stor bakke, så jeg så den ikke forsvinde i horisonten. Da jeg 10-20 sek. senere var fri af bakken, var fænomenet ikke til at se nogen steder. Højden er svær at vurdere, men på baggrund af størrelse og tydelig vil jeg tro vi snakker max. nogle km. I hvert fald ikke satellithøjde.
Jeg er egentligt ikke i tvivl om, at jeg så en meteor/ildkugle.
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted