logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2012 > UFO-Mail nr. 140

UFO-Mail nr. 144
2. april 2012


Et lille jubilæum

I dag, den 2. april 2012, er det præcis 10 år siden, at vores allerførste UFO-Mail blev udsendt. Det gratis nyhedsbrev har siden da fået stadigt flere modtagere og kunne i 2010 helt erstatte det trykte UFO-Nyt.

Vi fejrer succesen med et helt særligt tilbud til alle, som modtager UFO-Mail. Vi er nemlig i færd med at rydde op på lageret hos vores ekspedition og vil gerne forære 7 af SUFOI's titler væk. Du kan nemt sikre dig et eksemplar af hver titel. Du skal blot printe bestillingslisten, udfylde den og sende den som alm. brev til SUFOI, Postboks 95, 6200 Aabenraa. I brevet skal du vedlægge kr. 40 kr. i frimærker. Så sender vi straks de ønskede titler, men må naturligvis tage højde for, at enkelte titler kan være „udsolgt“. Tilbuddet gælder, så længe lager haves.

Bestillingskupon - Tilbud i UFO-Mail nr. 144
Navn:
 
Adresse:
 
Email:
 
Tlf.:
 
Jeg har vedlagt kr. 40 i frimærker og ønsker følgende titler tilsendt (sæt kryds):

 
UFO'ernes verden. Klassiske beretninger Jorden rundt. 4 hæfter på i alt 204 sider.

[ ]

   
Dansk UFO-litteratur 1950-1990. 2 hæfter på i alt 82 sider.


[ ]

 
 
Dobbeltmåner. En analyse af sjældne atmosfæriske fænomener observeret i Danmark. 59 sider.

[ ]

   
UFOer: Hvad siger videnskaben? Pro et contra Condon-rapporten. 39 sider.

[ ]

 
 
UFO-bølger. UFO-bølger og luftskibs-bølgen over USA i forrige århundrede. 50 sider.

[ ]

   
Mirakelmanden Uri Geller. Beretningen om et mediefænomen. 35 sider.

[ ]

 
 
Jagten på Exmoor-uhyret. 41 sider.

[ ]

 
Alle hæfter er i A5-format og illustrerede.
Tilbuddet gælder, så længe lager haves, og kun 1 stk. af hver titel.



Da Belgien blev invaderet

En ufofeber sætter ind

Det begyndte så småt i weekenden den 25.-26. november 1989 da belgiske indbyggere blev skræmt af en lysende og roterende skive, som befandt sig på himlen over deres hjem. Fænomenet viste sig senere at være skabt af et laserlys-show på taget af et diskotek i Halen, der ligger i Limbourg-området. Diskotekets ejer havde forsøgt at tiltrække områdets unge ved at lade laserlys oplyse de lavthængende skyer.

Trods det, at en lokal ufo-gruppe hurtigt identificerede fænomenet, blev lyset ved med at skabe undren helt frem til den 16. december, da det belgiske flyvevåben sendte to F-15 jagere på vingerne for at identificere lysene. Derefter havde de lokale politimyndigheder fået nok og forlangte, at diskoteksejeren fik slukket for laserlysshowet og dermed også for ufoerne - så længe det varede...


Trekanterne dukker op

Den 29. november 1989 havde to gendarmer fra byen Eupen, sydøst for Halen en usædvanlig oplevelse. Præcis kl. 17.24 så de et underligt lys over en mark, mens de kørte i patruljevogn. De mente, at lyset fløj parallelt med vejen. De skyndte sig derfor at køre hen til et sted, hvor de ville holde lige under lysets rute. Da det uidentificerede lys fløj over gendarmerne, stoppede det, vendte og fløj bort i den modsatte retning.

Mændene så „en fast masse med form som en trekant“. På undersiden kunne de se et blændende skarpt lys i hvert hjørne. De fulgte efter det mærkelige fartøj, som fløj tilbage mod Eupen. Da de nåede Eupen, ringede de til den nærmeste lufthavn og en nærliggende militærbase. De fik at vide, at der hverken havde været civil eller militær flytrafik i området.

Denne aften og nat så omkring 150 belgiere uidentificerede lys og objekter. Mange nævnte en fjern lyd, der mindede om en ventilatorlyd.

Oplevelserne den 29. november blev indledningen til 16 måneder med utroligt mange ufo-oplevelser i Belgien.


Historisk samarbejde

Det belgiske flyvevåben fik i december 1989 så mange opringninger om ufoer, at det kontaktede SOBEPS, Belgiens største ufo-forening. SOBEPS er en forkortelse for „Société Belge d'Etude des Phénomènes Spatiaux“.

Flyvevåbnet mente, at SOBEPS var bedst til at tage sig af de mange henvendelser, og man indledte et usædvanligt samarbejde. Fx stillede flyvevåbnet to fly (en Hawker Siddeley Harrier og et Brittan Norman Islander rekognosceringsfly) til rådighed for SOBEPS i perioden 14.-17. april 1990. Flyene var klar til at gå på vingerne, når SOBEPS ønskede det.

Dette kortvarige, historiske samarbejde fik kodenavnet »Operation Identifikation OVNI« (Operation UFO Identificering). Militærpersoner, ufologer og journalister ville i fællesskab rykke ud til steder, hvor folk oplevede ufoer. Desværre viste der sig ingen ufoer i disse dage.


Ufoer på radar

I juli 1990 blev der afholdt en meget interessant pressekonference i NATO's hovedkvarter i Bruxelles. Oberstløjtnant Wilfried de Brouwer fortalte journalisterne, at flere gendarmer og to piloter havde oplevet noget uforklarligt natten mellem den 30. og 31. marts 1990:

Observationerne begyndte klokken 23.00 den 30. marts. En radarstation, som ligger i byen Glons, blev ringet op af en gendarm ved navn A. Renkin. Gendarmen kunne på den stjerneklare nattehimmel se tre lys i en trekantformation. De lyste kraftigere end stjernerne og planeterne og skiftede farve mellem rød, grøn og gul. Den ansvarlige officer på radarstationen ringede straks til gendarmeriet, som sendte en patrulje ud for at se på lysfænomenet.

Ti minutter senere ringede Renkin igen til radarstationen i Glons: Nu var der dukket tre nye lys op, og de nærmede sig de tre første lys. Næsten samtidig kunne man på radaren i Glons se et uidentificeret radar-ekko. Det bevægede sig med en hastighed på 50 km/t.

Præcis klokken 23.28 nåede patruljen frem til Renkin. Patruljens leder, kaptajn Pinson, og de øvrige gendarmer kunne se de samme lys, som Renkin havde fortalt om. De tre nye lys stod ved siden af den første trekantformation. Og efter nogle hurtige manøvrer var der nu to formationer på himlen. Ingen af gendarmerne kunne forklare, hvad de så på himlen.

Nogle minutter senere kunne folkene på radarstationen i Glons og en flyveleder på en nærliggende flyveplads se et uidentificeret ekko på radarskærmene. Ekkoet kom fra det område, hvor gendarmerne stadig stod og kiggede på de blinkende nattelys.

Klokken 00.05 den 31. marts besluttede flyveledelsen at sende to F-16 jagere op for at se nærmere på de mystiske lys. Den ene af piloterne skulle affotografere sin radarskærm med et videokamera, mens den anden ville forsøge at få øje på lysene og videofilme dem.

Piloterne så desværre ingen ufoer i løbet af den time, hvor flyene var i luften. Til gengæld skete der spændende ting på flyenes radar: Videooptagelsen af radarskærmen på den ene F-16 jager blev nøje studeret, da flyene var landet. Flyets radar havde registreret ufoer 13 gange. En enkelt ufo havde virkelig haft fart på: Hastigheden blev øget fra 280 km/t til 1.800 km/t i løbet af få sekunder!

På pressekonferencen i Bruxelles uddelte oberstløjtnant Wilfried de Brouwer en rapport om hændelsen den 30.-31. marts. Han viste også videooptagelsen med radarbilleder fra F-16 jageren. Billederne med det meget hurtige radar-ekko imponerede journalisterne og satte spekulationerne i gang. Intet menneske kunne tåle en så hurtig acceleration. Radar-ekkoet kunne derfor ikke stamme fra et fly. Men hvad var så årsagen?

 
 
Oberstløjtnant Wilfried de Brouwer.

Mange ufologer mener i dag, at der helt sikkert var rumskibe over Belgien den aften i marts. Mange gendarmer så objekterne fra jorden gennem to timer (fra kl. 23.00 til kl. 01.00). Samtidig blev objekterne registreret af flyradar og af radar på jorden. Andre er mere skeptiske. De synes, at det er underligt, at ingen af piloterne i de to jagerfly så objekterne, selv om radaren registrerede dem. Piloterne havde i øvrigt heller ikke ladet sig forstyrre af de drilagtige radar-ekkoer. De fortsatte roligt deres „eftersøgning“ og fløj ind i de områder, hvor radaren på jorden havde registreret uidentificerede radar-ekkoer. Mange mener derfor, at radar-ekkoerne skyldtes tekniske fejl og/eller „atmosfæriske forstyrrelser“, der bl.a. kan opstå, når varm og kold luft mødes - såkaldte radar-engle.

Ufo-entusiaster på nettet gør stadig et stort nummer ud af flyenes ufo-jagt og mener, at radar-ekkoerne er beviserne på, at Belgien denne nat fik besøg fra det ydre rum. Toneangivende, belgiske ufologer, heriblandt Wim van Utrecht, er dog ganske overbevist om, at de mystiske radar-ekkoer skyldtes de meteorologiske forhold kombineret med tekniske fejl i radaren, ligesom lysene, der blev observeret, før flyene blev sendt i luften, med sikkerhed var stjerner og planeter.


Den ægte vare?

Ufoerne over Belgien blev fotograferet adskillige gange. SOBEPS modtog mange billeder, som desværre kun viser et eller flere hvide lys. De kunne forklares som fly- og helikopterlys, stjerner og planeter, men ét foto skabte mystik og viste tilsyneladende den ægte vare: en sort trekant mod en mørkeblå baggrund, et hvidt lys i hvert hjørne og et fjerde, rødt lys i midten. Netop noget, som mange observatører havde berettet om.

 

Farvebilledet var taget i april 1990 af en 20-årig mand, „Patrick M.“, fra landsbyen Petit-Rechain nær Liège. Billedet blev i den kommende tid undersøgt af mange fotoeksperter, som ikke kunne påvise nogen form for svindel. Selv om adskillige ufologer fremhævede, at det pågældende foto sagtens kunne genskabes ved at fremstille en model med små lysdioder i, hænge den op i snore og fotografere den i et mørkt rum, gjorde det ikke indtryk - heller ikke på de såkaldte eksperter. At billedet nemt kunne genskabes, var efter deres mening ikke et bevis på, at billedet var fup.

Petit-Rechain-fotoet blev første gang offentliggjort i det franske tidsskrift Science et Nature (november 1990). Siden da er det gengivet i mange tv-dokumentarer, bøger og tidsskrifter over hele verden. Det er faktisk blevet et symbol på hele den belgiske ufo-bølge og et ikon for en ny type ufoer: De Flyvende Trekanter.

Den 26. juli 2011 bristede illusionen, da Patrick Marechal i en tv-udsendelse på RTL fortalte, at han stod bag Petit-Rechain-billedet. En arbejdskammerat havde fremstillet trekanten af et stort stykke skumplast (60-80 cm på hver side). Trekanten var blevet forsynet med lamper, hvor den midterste blev malet rød, og det hele blev hængt op i snore. Patrick Marechal tog 10-12 billeder af modellen, men kun et enkelt foto nåede offentligheden. Marechal var foruden at være fotointeresseret også ufotroende. Inspirationen til modellen var kommet fra de mange beretninger, som tilsyneladende handlede om trekantede objekter.

 
 
21 år efter Patrick Marechal fremstillede sit nu så berømte ufo-foto, gik han til bekendelse og indrømmede svindelnummeret.

Patrick Marechals indrømmelse af svindelnummeret slår dog ikke konspirationstilhængere ud. De påstår, at Marechal er blevet tvunget til at komme med en falsk indrømmelse. Skumle kræfter, der vil skjule „sandheden“ om ufoerne, skulle angiveligt stå bag!


En dårlig sag

I marts 1991 modtog SOBEPS mange ufo-rapporter. Derefter faldt antallet gradvist - ufo-bølgen var slut. I løbet af hele bølgen - fra november 1989 til marts 1991 - indsamlede SOBEPS omkring 2.000 øjenvidneberetninger. De fleste rapporter kunne let forklares som fly, helikoptere, laserlys, klare stjerner og planeter. Som det gælder for andre, lignende ufo-bølger valgte SOBEPS af ressourcemæssige årsager at koncentrere sig om efterforskningen af de mest interessante sager, knapt 450. De er dokumenteret i to bøger, som SOBEPS udgav i hhv. 1991 og 1994.

Den belgiske ufo-bølges to vigtigste „beviser“ for, at der virkelig foregik noget gådefuldt over Belgien i 1989-1991 er ifølge ufo-entusiasterne videooptagelsen af F-16 flyets radarskærm samt Petit-Rechain-fotoet. Rumskibstilhængerne må siges at have en dårlig sag.



Fra SUFOI's Fotoafdeling

SUFOIs Fotoafdeling efterlyste i UFO-Mail nr. 143 gode bud fra læserne på, hvad der blev fotograferet den 14. oktober 2006, kl. 20.20 fra et skib på Godthåbsfjorden i Grønland.
http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2012/um12-143.php
Optagelserne var sket med et Minolta DiMAGE F300 digitalt kamera med 4 sekunders eksponeringstid.

Fotografen fortalte i sin oprindelige henvendelse:

„Pågældende dag var vi på weekendtur med min kones arbejde på sejltur på Godthåbsfjorden, og der er jo helt mørkt om aftenen, så der kan ikke have været reflektioner fra lys eller lign.
Vi stod på et tidspunkt nogle stykker ude på dækket og snakkede, da der pludselig var et lys på himlen, som bevægede sig meget hurtigt langs med højre side af skibet.
Hvor højt oppe det var, kunne jeg ikke skønne, det bevægede sig frem og tilbage langs med højre side af skibet, da det pludselig skiftede retning (90 grader) og bevægede sig over til skibets venstre side, hvor det så bevægede sig meget hurtigt frem og tilbage langs venstre side af skibet.
Da det så havde bevæget sig sådan et stykke tid forsvandt det, det ligesom slukkede ligesom man slukker en lampe.“

Billederne har på forskellig vis ført en omtumlet tilværelse i SUFOI-regi. Af en eller anden årsag lå de i 2006 hos Fotoafdelingen i ret lille format, og uden at det kunne lokaliseres, hvor de kom fra (computernedbrud m.v.) Uden resultat forsøgtes en efterlysning i UFO-Mail allerede i 2006: http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2006/um06-078.php

Heldigvis fik vi så fat i de originale fotos igen ved fotografens fornyede henvendelse. Og den nyeste efterlysning gav oven i købet gevinst: Der blev fundet en forklaring!

 
Til venstre ses et af de originale fotos med en lille lysaftegning næsten midt i billedet.
Til højre ses samme foto, hvor SUFOI's Fotoafdeling har ændret på lysforholdene for om muligt at fremhæve ekstra detaljer i billedet. Herved ses, at der er adskillige andre svagere lysaftegninger at se. Bemærk at formen på lysaftegningerne er i overensstemmelse med hinanden. Ved at lysne billedet på denne måde fremtræder endvidere et nordlysfænomen ganske flot. Om det også har været synligt fra skibsdækket med det blotte øje er ikke oplyst af fotografen.

 
Forstørrelsen af den store lysaftegning viser noget, der umiddelbart ligner forskelligtfarvede lys i en kantet kæde el.lign. og ser ret så ejendommelige ud.
Det skal dog tages i betragtning, at billederne er taget med en eksponeringstid på 4 sekunder, hvilket fremgår af de elektroniske billeddata. Selv om „lysene“ umiddelbart tager sig skarpe ud, har kameraet af helt naturlige årsager været bevæget inden for de 4 sekunder.


Det er Arcturus!

På foranledning af efterlysningen i UFO-Mail sendte Anton Norup Sørensen, der er videnskabelig medarbejder ved Niels Bohr Institutet's afdeling for Astrofysik og Planetforskning, en gif-animation af to af billederne samt et udsnit af et stjernekort, der viste et fuldstændigt sammenfald med stjernerne i nærheden af den stærktlysende stjerne Arcturus et stykke over den vestnordvestlige horisont set fra Godthåbsfjorden den 14. oktober 2006.

Anton Norup Sørensens gif-animation af to af de originale fotos og et sammenfaldende stjernekort.

 
Til venstre ses et af de originale fotografier, hvor himlen er gjort lysere i billedbehandlingsprogram.
Herved ses adskillige ekstra lyspunkter på himlen, blot en del svagere end denlysaftegning, SUFOI's Fotoafdeling hidtil har haft koncentreret sig om. Med rødt er cirklet de 9 mest fremtrædende lys.
Til højre ses et stjernekort over VNV-himlen set fra Godthåbsfjorden på fotograferingstidspunktet.
På stjernekortet er på samme måde med rødt cirklet 9 af de mest fremtrædende stjerner ind, og der er et fuldstændigt sammentræf.
Sammenfaldet mellem disse markeringer (og der kan ses flere) er så markant, at der ikke er tvivl om, at det lys, der stærkest optræder på originalbillederne, er stjernen Arcturus!

Den kraftige udsnitsforstørrelse af originalbilledet viser forskelligtfarvede lys ved siden af hinanden. Denne effekt skyldes den lange eksponeringstid på 4 sekunder, hvorunder kameraet uundgåeligt har været bevæget. Dette ses ofte som små lysende streger. Men afhængig af bevægelsesformen kan sådanne lys optræde som mere eller mindre sammenhængende lyspunkter af forskellig farve afhængig af belysningstiden i de enkelte punkter under bevægelsen.


Konklusionen

Takket være Anton Norup Sørensens årvågenhed fik denne fotosag også sin opklaring. Vi er i SUFOI's Fotoafdeling ikke længere i tvivl om, at det er stjernen Arcturus, der er observeret og fotograferet som beskrevet, og at det i stedet er skibets egne kursændringer i løbet af fotograferingstiden (der er 18 min. mellem første og sidste optagelse), der har fået lyset på himlen til at se ud, som om det har flyttet sig.

Dette stemmer naturligvis ikke overens med den beskrivelse af oplevelsen, som fotografen mener at have haft, når han tænker tilbage på hændelsen. Men samtidig må der peges på, at det lys, der ses på fotografierne, rent faktisk er den nævnte stjerne.

Så hvis det ikke er Arcturus, fotografen og de øvrige vidner har bemærket og observeret på himlen, så er det desværre ikke lykkedes at få et billede af, hvad de så måtte have observeret.


Ekstra bekræftelse - inden deadline

I sidste øjeblik før udsendelsen af UFO-Mail modtog SUFOI's Fotoafdeling denne henvendelse fra en af vore aktive læsere, Hanne Fransen fra Herning:

„Jeg sad lige og kiggede UFO-Mail nr. 143 igennem, hvor I efterlyser hjælp til forklaring på et lysfænomen fotograferet på Godthåbsfjorden den 14. oktober 2006.

Den tror jeg godt, jeg kan klare.

Billedet viser helt klart noget af udenjordisk oprindelse - desværre er det meget udramatisk: stjernen Arcturus.

At stjernen har synes at suse rundt på himlen, skyldes nok mere, at den er observeret fra gyngende grund, hvor man i mørke, og når man er fokuseret på noget spændende, godt kan miste overblikket og glemme at skibet bevæger sig, selv om man selv står stille.

At stjerner ‚slukkes’ er en typisk tanke, når skyer driver ind foran dem, og på billederne fremgår det netop, at der er skyer i spil.

Hvorfor mener jeg, det er Arcturus der er fotograferet?

Formen på lyset, giver ingen mening, og den er forskellig på de to billeder.

Den slags betyder normalt enten at kameraet er rystet/har bevæget sig under optagelsen, eller at objektet har bevæget sig. Med en eksponeringstid på 4 sekunder samt et kamera på gyngende grund, vil jeg mene, kameraet nok har flyttet sig mest.

Lyset er med stor sandsynlighed punktformet, på trods af de sære former på billedet.

I har jo i SUFOI's Fotoafdeling været så venlige at optimere billedet (lysnet det), så flere detaljer kan ses. Som I gør opmærksom på, er der flere svage lysspor. Formen på disse synes ens, hvilket igen taler for ‚gyngende-grund-rystelse’. De er ydermere af forskellig lysstyrke.

Sandsynlig forklaring: stjerner.

Da vi er heldige at have to billeder, er det jo nærliggende at placere dem oven på hinanden, som eksempelvis på ovenstående gif-animation.

Det første billede er taget kl. 20:20:11 og det andet kl. 20:37:43 og viser, de ikke ændrer deres indbyrdes position.

Igen synes stjerner at være den sandsynlige forklaring.

Så er spørgsmålet bare, om der på det givne sted og tidspunkt kan observeres stjerner i den fotograferede indbyrdes position - og her har jeg taget det gratis planetarieprogram Stellarium i brug og studeret himlen nærmere. Det sammenfaldende resultat kan ses på ovenstående gif-animation.

Med 99,999 procents sandsynlighed er der altså tale om et lettere rystet billede af stjernen Arcturus i stjernebilledet Bjørnevogteren og stjernebilledet Nordlige Krone.

Håber I er enige ;)

Med venlig hilsen
Hanne

der tilføjer: „PS. - Tak for en sjov opgave!“

Og vi er i SUFOI's Fotoafdeling naturligvis helt enige.

Hanne Fransen har fremsendt adskillige ekstra illustrationer med „overlay“ af de optimerede billeder samt stjernekort for at underbygge og demonstrere sin forklaring på billederne fra Godthåbsfjorden.

 
Stjernebillederne på VNV-himlen set fra Godthåbsfjorden på fotograferingstidspunktet med den klare stjerne Arcturus som hovedaktør.
Illustration: Stellarium
 
Det ene af billederne fra Godthåbsfjorden er her lagt ovenpå stjernekortet for at demonstrere sammenfaldet mellem foto og stjernehimmel: Det fotograferede lysende objekt er stjernen Arcturus.
Illustration: Hanne Fransen


Ekstra kommentar

Vi er i SUFOI's Fotoafdeling naturligvis meget glade for denne ekstra bekræftelse på sagens opklaring fra endnu en opmærksom og engageret læser, hvis baggrund er en stærk interesse for fotografering og for, hvad der i øvrigt rører sig på nattehimlen. Men ikke mindst at lægge brikker til puslespillet, der giver mysteriet sin opklaring.

Det skal gentages, at den lysaftegning, der ses på fotografierne, altså rent faktisk er den nævnte stjerne.

Så hvis det ikke er Arcturus, fotografen og de øvrige vidner har bemærket og observeret på himlen, så er det desværre ikke lykkedes at få et billede af, hvad de så måtte have observeret.


Fra en anonym læser har SUFOI i marts 2012 modtaget en videosekvens optaget den 11. juni 2011 over Albertslund med retning mod øst, kl. 22:15:24.

Det er almindeligvis ikke SUFOI's politik at kommunikere med helt anonyme personer. Vi har i ganske mange år fulgt de retningslinier, at man som observatør eller fotograf ved henvendelser til SUFOI kan være anonym over for offentligheden, men ellers har anonyme henvendelser i sig selv normalt ingen værdi for hverken SUFOI eller læsere af UFO-Mail.

„I dette tilfælde har vi dog modtaget en original og redigeret videosekvens sammen med bl.a. disse bemærkninger:
Jeg er i besiddelse af videomateriale af et ufo. Giv mig en mail, som jeg kan sende til.
Jeg vil ikke spilde nogens tid, jeg genkender passagerfly og kampfly ud fra deres signatur motor lyd, næsten lige så godt som jeg kan med blotte øje!
DETTE VAR INTET FLY - DETTE VAR INGEN BALLON.
Jeg vil kun frigive min information/materiale som Anonym!
Jeg har intet at vinde, og gør dette udelukkende for at give jer hvad jeg har, som en tjeneste eller pligt!
Derfor sender jeg til denne mail - brug materialet - eller lad være, det har ingen betydning for mig!
Lyden i klippet er fjernet og erstattet med musik, for at sløre min stemme, da jeg gennemgår alt hvad jeg ser verbalt (ville ellers have været rart at have med i bedømmelsen. red.) - hastighed/bevægelse/lyd. Som flykender er dette en utrolig oplevelse som jeg forsøger at beskrive!
Jeg har ladet starten af filmen samt slutning været i original optaget tilstand, hvor de gentagelser af samme sekvens, der er lagt ind, er forsøgt forbedret med forskellige visuelle værktøjer!
Objektet har været mellem 10 og 15 Metriske Meter i Diameter, med en kraftigt pulserende overflade - ingen hale/vinger.“

 
På dette screenprint fra starten af videosekvensen ses det observerede lille lys på himlen og nederst tv. ses toppen af en gadelampe.
 
 
Senere i videosekvensen er der zoomet mere ind på objektet på himlen.

 

Videosekvensen er af SUFOI's Fotoafdeling på forskellig vis bearbejdet i videoredigerings- og billedbehandlingsprogrammer.

Det er ikke muligt ud fra selve videosekvensen alene med 100% sikkerhed at fastslå oprindelsen. Men video og beretning adskiller sig på ingen måde fra - og falder derfor helt i tråd med - andre tidligere undersøgte videooptagelser/observationer af små varmluftballoner.

Udsnitsforstørrelsen herover af et screenprint fra videoen viser her et lille lysere parti i midten af aftegningen. Dette kunne være det brændende materiale, der muliggør flyvning og oplysning af en varmluftballon.

Den angivne flyveretning (i østlig retning) er i overensstemmelse med vejrdata fra DMI for det pågældende tidsrum og område, ligesom der i pinsedagene i perioden 11. - 12. juni 2011 var adskillige observationer af varmluftballoner indrapporteret til www.ufo.dk omkring Greve/Mosede/Hvidovre m.v.

I UFO-Mail nr. 131 ses yderligere eksempler på fotos og videosekvenser optaget disse datoer http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2011/um11-131.php

SUFOI's Fotoafdeling er ikke i tvivl om, at det var en sådan ballonopsendelse, der også blev observeret og videofilmet fra Albertslund-området, trods observatørens insisteren på noget andet. Der kan ses mere om sådanne balloner på adressen: http://www.sufoi.dk/info/balloner.php

Observatøren anfører selv en meget stor størrelse på det observerede og filmede objekt, 10 - 15 meter. I den forbindelse må der gøres opmærksom på, at alle undersøgelser entydigt viser, at en sådan størrelsesvurdering af lys på himlen almindeligvis ikke er mulig i relativ mørke.



Løst og facts

 
 

Af personlig erfaring ved jeg, at et meteor kan tages for et brændende fly selv efter adskillige sekunders iagttagelse af en ellers trænet observatør.

I ovenstående tilfælde var der faste kameraer og adskillige vakse mennesker med kamera ved hånden, der fik gode optagelser af det flotte himmelfænomen.

Se: http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=Np8U68KiDoQ og http://www.dailymail.co.uk/news/article-2110348/Is-meteorite-terrified-Britain-Florist-claims-space-rock-school-field-walking-dog.html


Foredrag i Folkeuniversitetet i Holbæk:
Danske ufo-observationer og Flyvevåbnets X-files

 

Folkeuniversitetet i Holbæk har sat ufoerne på programmet den 25. april 2012, hvor SUFOI's Ole Henningsen er foredragsholder.

Ole Henningsen har i mere end 50 år interesseret sig for efterforskning af og skrevet om danske og udenlandske ufo-rapporter, herunder også rapporter, som militæret har været involveret i.

I 2009 fik Ole Henningsen på SUFOI's vegne udleveret Flyvevåbnets ufo-rapporter, der samtidig blev lagt frem for offentligheden.

Andre dokumenter er frigivet ved aktindsigt og tidligere er kopier af materiale indsamlet helt tilbage i 1946 frigivet og overdraget til Skandinavisk UFO Information.

 

Ole Henningsen har endvidere gennem årene interesseret sig for og undersøgt danske ufo-fotos.

Foredragsholderen vil med billeder og eksempler belyse nogle af de ting, man i Skandinavisk UFO Information gennem 50 år er kommet frem til om danske ufo-rapporter og hvad Flyvevåbnets offentliggjorte ufo-rapportmateriale bl.a. indeholder.

Tilmelding skal ske på forhånd til Folkeuniversitet i Holbæk

Dato: Onsdag d. 25. 4. 2012, kl. 19 - 21 Sted: VUC, Slotshaven 5, 4300 Holbæk
Pris: 100 kr.
Bindende tilmelding senest d. 11.4 2012 til Folkeuniversitetet i Holbæk pr. mail til bgottschalck@mail.dk eller telefonisk til 5944 6403 eller 5943 2139.


De „mystiske“ efterlyses af læser

En af vore læsere efterlyste tidligere på året i en mail SUFOI's behandling af de mere mystiske historier:

„Jeg har gennem et stykke tid modtaget UFO Mail og jeg synes det er ret godt. De fleste af de ting I rapporterer kan forklares naturligt hvilket jeg synes giver mening.

Men jeg er lidt nysgerrig om hvilke historier I synes er mystiske (altså rigtige UFO'er). Jeg tænkte på om I også kunne skrive om de rigtige mystiske historier. Måske ikke nødvendigvis de nyeste historier, eller fra Danmark men historier der er veldokumenterede om mystiske objekter.“

 
En af artiklerne i »UFO'ernes verden« er en illustreret gennemgang af den spændende sag fra 1978 i New Zealand, der involverer observationer gjort af flybesætninger, filmoptagelser foretaget af af TV-hold samt radarobservationer.

 

Der er tale om en seriøs henvendelse og afspejler formentlig holdningen hos en del af UFO-Mails læsere. Det vil naturligvis blive taget op i redaktionen, hvorledes vi kan imødekomme en sådan henvendelse.

Mange såkaldte klassiske udenlandske ufo-tilfælde har af SUFOI's formand været detaljeret og seriøst beskrevet i perioden 1981-1986 i artikelserien »UFO-klassiker«, der var et fast indslag i SUFOI's daværende tidskrift UFO-Nyt.

Serien redegjorde for de berømte ufo-observationer, så både nye og „gamle“ læsere kunne læse dem med udbytte.

Artiklerne fremlagde så korrekte oplysninger som overhovedet muligt, med relevante gamle og nye kilder - og hvor det var muligt, blev sagerne opdateret med de senest tilgængelige undersøgelser, interviews etc.

Alle disse artikler blev samlet i »UFO'ernes verden«, bestående af 4 gennemillustrerede hæfter på i alt 212 sider!


IFO- og UFO-rapporter

Der er samtidig anledning til at gøre opmærksom på, at fotosagen fra Godthåbsfjorden omtalt i denne UFO-Mail jo netop er en af „de mystiske“, hvor der er en (godt nok kort) beretning og (tilsyneladende) flere vidner og samtidig en fotodokumentation af, at noget konkret er observeret og fotograferet.

Denne sag var i princippet i arkivet forblevet „uforklaret“, uidentificeret/mystisk, hvis der ikke havde været en vaks person blandt læserne med en ekstra indsigt og øje for, hvad der yderligere kunne uddrages af fotografierne.

Sagen er samtidig et glimrende eksempel på det problematiske i at skelne skarpt mellem ifo- og ufo-rapporter.

Der kan læses mere om denne spændende ifo/ufo problematik i Toke Haunstrup glimrende bog: »50 år med ufoer - erfaringer fra halvtreds års rapportarbejde«, udgivet af Skandinavisk UFO Information i 2007. Bogen kan købes eller læses som pdf-fil på adressen http://www.sufoi.dk/e-boger/boger/50%20aar%20med%20ufoer.pdf



Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2024

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725. Skriv navn, adresse, mobilnr., e-mail - og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Er vi alene?

Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Guldet venter!

I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2012. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted