logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2016 > UFO-Mail nr. 215

UFO-Mail nr. 216
20. maj 2016


Nyt fra SUFOI’s Fotoafdeling

9000 Aalborg 15. april 2014

25. januar 2016 medvirkede SUFOI’s formand Kim Møller Hansen igen i et radioindslag, denne gang i DR’s P4 – og den aktuelle anledning var naturligvis premieren på den populære TV-serie X-Files.

Dette fik en lytter til at dykke ned i sit fotoarkiv og finde fotos frem helt tilbage fra april 2014 og sende denne mail til SUFOI’s Fotoafdeling:

„Jeg har i dag siddet og hørt radio P4/Nordjylland, og der var et indslag angående forklarlige/uforklarlige observationer folk havde set på nattehimmelen, og så var det, at jeg evt. tænkte, om I har et svar på disse billeder.
Jeg har tidligere prøvet at sende billederne til DMI, men de har ikke svaret, enten fordi de ikke gad, eller ikke har haft et svar på disse billeder, så nu prøver jeg lykken hos jer.
Disse 2 billeder er, som I kan se, optaget den 15. maj 2014 kl 23:05/23:06 (sommertid), flyvende hen over den lidt sydlige del af Aalborg. Det røde objekt, lidt til venstre for midten. … der kom i alt 5 stk., flyvende fra vest mod øst i et meget jævnt tempo. Hastigheden vil jeg efter bedste evne anslå til ca. 400 – 500 km/t, i knap så stor højde som en almindelig flyvemaskine, jeg vil skyde på at de havde en flyvehøjde på ca. 2000 – 4000 meter.
Der var ingen lyd at høre, men de havde alle den samme kurs, der var ingen afvigelser, hverken til højre eller venstre, bare lige ud. Disse to kom med ca. 1 minuts mellemrum, de andre var der ca. 2-3 minutter imellem.
Det er jo ikke jordens undergang, hvis I ikke ved, hvad det evt. kan være, men det kunne være meget sjovt at få et svar, hvis I ved hvad det er.“

På et af de modtagne fotos ses her et af de røde objekter midt i billedet. Øverst th. er indsat en meget kraftig udsnitsforstørrelse med efterfølgende bearbejdning i et billedbehandlingsprogram. Der er herefter ingen tvivl om, at der er tale om en lille varmluftballon.


SUFOI’s konklusion

Til trods for fotografens opfattelse af stor afstand og fart

... Det røde objekt, lidt til venstre for midten... der kom i alt 5 stk., flyvende fra vest mod øst i et meget jævnt tempo. Hastigheden vil jeg efter bedste evne anslå til ca. 400 – 500 km/t, i knap så stor højde som en almindelig flyvemaskine, jeg vil skyde på at de havde en flyvehøjde på ca. 2000 – 4000 meter…

var det heldigvis ikke svært at finde forklaringen på fotografens billeder.

En kraftig udsnitsforstørrelse af det ene af de fremsendte fotos viser tydeligt, at der er tale om en lille varmluftballon med et brændende materiale i bunden til opdrift og belysning.

Konklusionen understøttes af DMI’s vejrdata for den pågældende dato, tid og område, med en vindretning fra vest svarende til fotografens opgivelser.

Og fotografens fejlskud mht. afstand og fart er helt i tråd med de erfaringer, som SUFOI gennem mange år har bekræftet. Det er næsten umuligt at bedømme korrekt afstand og størrelse på et lille lys på en mørk himmel.


2880 Bagsværd 20. februar 2016

 

Henvendelsen fra observatøren lød:

„Lørdag aften kl. 23.10 – 23.15 registrerede jeg noget usædvanligt orangerødt kuglelignende fænomen glide over himlen - uden lyd.
Det fangede min nysgerrighed, og derfor blev jeg stående og så i opdagelsesretningen. Det kom hurtigt nærmere, et tilsvarende objekt dukkede op, fulgte samme bane. Jeg fulgte det på den anden side af huset, fandt min Iphone 5S, fotograferede med det, der kom 3 måske 4 af samme slags. På billede 2 skal man zoome ind for at se objektet! De fulgte samme bane.
Jeg har ikke set noget usædvanligt på nattehimlen siden! Bliver ved med at tænke på, hvad det var!“

Det første af de modtagne fotos viser en lille lys plet midt i billedet.

Indkopieret øverst i højre hjørne ses en kraftig udsnitsforstørrelse af et af de øvrige fotos med ændrede lys- og kontrastforhold.

Der er ingen tvivl om, at der også i dette tilfælde er tale om observation og fotografering af små varmluftballoner.

Konklusionen understøttes af DMI’s vejrdata.

Om det nu skyldes myndighedernes nye kurs over for opsendelse af små varmluftballoner vides ikke, men der er i det seneste halvår modtaget færre af denne type optagelser end tidligere til undersøgelse hos SUFOI’s Fotoafdeling.

Læs mere om små varmluftballoner: http://www.sufoi.dk/info/balloner.php


6893 Hemmet 16. marts 2016

Stillbillede fra starten af en af de to videosekvenser modtaget af SUFOI’s Fotoafdeling til undersøgelse. Th. i billedet er indsat en udsnitsforstørrelse af de filmede lysfænomener.

Observatøren skriver i sin henvendelse til SUFOI’s Fotoafdeling bl.a.:

„Har set nogle underlige orangegule lys over Skjern Enge mod øst i retning af Tarm. Vi kørte rundt i over 2 timer for at lokalisere dem, men intet fandt vi.
Har dårlige videoer af det, så de er optaget i mørke på mobil kl. 21 den 16. marts.
Vi holdt ind med bilen på vej sydpå fra Skjern. Jeg havde faktisk observeret lysene, da jeg kørte mod Skjern, men tænkte, at det var nogle rispapirslamper eller noget arbejdslys af en art, så kørte videre mod Skjern, hvor jeg skulle hente min datter ved toget kl. 20:45.
Så på det her tidspunkt var det ca. kl. 20:25.
Men så på turen hjem hvor klokken var 20:57, da jeg kiggede på uret og spurgte min datter, om vi ikke lige kunne nå i Fakta, men korrigerede så, da jeg så klokken og sagde, ok, så når vi da vist kun Netto.
På vej i bilen over Skjern Enge mod Lønborg kigger min datter ud over vandet på engene og gjorde opmærksom på lysene. Jeg så dem godt, sagde jeg, men tænkte ikke rigtig over dem, men iagttog dem heller ikke ordentlig, da jeg kørte den anden vej. De var da i en retning, der ikke ville være hensigtsmæssigt at kigge i, imens man kører bil.
Men nu vendte bilen rigtig, og jeg kunne tydeligt se lysene skifte plads mellem hinanden, forsvinde og dukke op igen ud af ingenting og for så nærmest at implodere, når de forsvandt helt og uden opsendings lys. Det kunne jo hverken være rispapirslamper eller raketter, så jeg holdt ind med bilen i rabatten, og vi kunne tydeligt se vejen mellem Skjern og Tarm, som var over på den anden side af engområdet længere væk, og den er meget oplyst med gadelamper og en lige perlerække af lys i dette flade landskab.
Men disse orange røde lys, befandt sig en del højere oppe, men ikke nødvendigvis tættere på, da deres placering faktisk var svære at bestemme i mørket. Men reelt kan de have befundet sig langt forbi Tarm, såfremt de var så højt på himlen, som de syntes, da skyerne i det fjerne så ud til at ligge under dem.
Men mørket kan let give synsbedrag, så det er svært at gisne om positionen, så jeg kan kun pege i retningen af hvor vi så dem.
Håber det er en ok beskrivelse.
Har andre mon set noget? “

Til venstre på kortet har observatøren med rødt angivet sit observationssted, hvorfra optagelsen af de to videosekvenser også er sket. Observationsretningen er angivet med en gul pil (øst).
SUFOI’s Fotoafdeling har lagt observatørens kort sammen med et større kort over området, og øverst til højre markeret med hvid cirkel ses Borris Skydeterræn, hvorfra de observerede lysfænomener med meget stor sikkerhed stammer fra.


SUFOI’s konklusion

Ud fra udseende og bevægelsesmønster er Fotoafdelingen ikke i tvivl om, at observatøren på stor afstand har observeret og filmet lysaktiviteter i forbindelse med militærøvelse på Borris Skydeterræn, der netop er placeret i samme geografiske retning som angivet af observatøren.

Det fremgår endvidere af Borris Skydeterræns hjemmeside, at der det pågældende døgn var øvelse i området.

Fotoafdelingen har tidligere gennemgået andre videooptagelser af lysfænomener fra øvelser i Jægersprislejren på Sjælland.

Tidligere bekræftelsessvar fra Jægersprislejren anfører om anvendelse af „lysammunition“ bl.a.:

... gule lys minder en del om 40 mm lysraket, der udløses i 150m højde og falder langsomt ved hjælp af en lille faldskærm, til de - oftest - slukker i luften. I nogle tilfælde anvendes en raket ad gangen, andre gange etableres en lyslinie med 3-5 eller flere raketter.

... røde lys, der flyver hurtigere og i forskellige retninger, kan være lyssporammunition. Dette er oftest fra mindre våben...

Det skal tilføjes, at observatøren i sine hørlige kommentarer på videosekvenserne giver en nøjagtig beskrivelse af lysaktiviteterne.

Observatøren nævner i sin henvendelse bl.a.:

„Men disse orange røde lys, befandt sig en del højere oppe, men ikke nødvendigvis tættere på, da deres placering faktisk var svære at bestemme i mørket, men reelt kan de have befundet sig langt forbi Tarm, hvis såfremt de var så højt på himlen, som de syntes, da skyerne i det fjerne så ud til at ligge under dem.
Men mørket kan let give synsbedrag, så det er svært at gisne om positionen, så jeg kan kun pege i retningen af hvor vi så dem.
Håber det er en ok beskrivelse.“

I sine kommentarer er observatøren inde på nogle meget væsentlige betragtninger omkring det umulige i at bedømme afstand og størrelse af et lys på en mørk himmel.

Så der er ikke alene tale om „en ok beskrivelse“ fra observatørens side.

Den er endog meget nøjagtig og stærkt medvirkende til opklaringen af denne fotosag.


 
Det første af observatørens fotos. Indsat forneden ses udsnitsforstørrelse med ændrede lys- og kontrastforhold for at fremhæve de ganske små hvide lys, der på det originale foto knapt kan anes tv. for den lille hvide mast th. for billedets midte.
2300 København S. 4. maj 2016

Observatøren beretter om sin oplevelse bl.a.:

„Jeg stod og kiggede ud af mit køkkenvindue og så noget, jeg først troede var et fly. Det var dog meget højere oppe end normalt og virkede ikke til at have en egentlig længde? Det var meget lyst/hvidt og skinnende.
Jeg fulgte objektet, indtil det forsvandt over hustaget. Jeg vidste det ville komme frem igen på den anden side af huset lige efter, så jeg greb mit Nikon D600 ff kamera, med en Sigma 50mm f 1.4 optik påmonteret. Jeg har desværre ikke nogen zoom, men kun fastoptik.
Da objektet kom frem igen, så har objektet delt sig i flere ens objekter. Jeg talte 7, da jeg stod og fotograferede, men kan se på billederne at der var op til 12 stykker. Det skal siges, at jeg før har observeret uforklarlige ting på himlen, men aldrig noget der kommer i nærheden af dette! Objekterne fulgte en bane, hvor jeg kunne se, at de fløj højere og højere op.
En ting der slog mig, var at objekterne skiftede form? Eller drejede synkront, så man kunne se formen på disse. Dvs. at alle objekter lignede hinanden på alle tidspunkter. Jeg ved det lyder som ren science fiction.
Jeg fik taget 18 billeder af observationen, og huskede at køre med høj blænde for dybdeskarpheden. Desværre fik jeg ikke tjekket hastighed i skyndingen, så enkelte af billederne har bevægelsesslør. Andre er dog meget fine, og man kan godt fornemme form mv.
Heldigvis er der på nogle af billederne lidt hus i den ene side, og et par skyer i forgrunden, så man kan fornemme noget størrelsesforhold.
Jeg håber, at der er andre der har set min observation, så jeg ikke kommer til at fremstå helt tosset.“


Udsnitsforstørrelse af foto nr. 11 med ændrede lys- og kontrastforhold i forsøg på at fremhæve de små lysende ting på himlen.

Fotografen noterer selv, at adskillige af billederne er bevægelsesslørede/rystede, dvs. kameraet har været bevæget under eksponeringen. De modtagne 18 fotos er taget inden for en tidsramme på 2 min. 37 sek., dvs. en optagelse i snit hvert ca. 8-9 sek.

Til de skarpere optagelser bemærker fotografen, at ikke alle de lysende aftegninger på samme optagelse er ens i form, men nogle skifter til mere langagtige.

Sammenkopiering af udsnitsforstørrelser af fotografens fotos nr. 2 og 3.
Optagelse nr. 2 er rystet, og derfor med lidt aflange aftegninger af lysene. Optagelse nr. 3 er skarpt aftegnet og dermed ses lysene som små lysprikker. Ved sammenkopieringen er forsøgsvis taget udgangspunkt i sammenfald på begge fotos af det ene lys markeret med en rød pil. Man kan derefter påvise de enkelte lyse aftegningers bevægelse i forhold til hinanden fra den ene optagelse til den anden (aflange contra skarpe lysaftegninger) og dermed med ret få sekunders mellemrum.

Udsnit af foto fra nettet af ballonopsendelser på baggrund af en blå himmel til sammenligning.


SUFOI’s Fotoafdelings kommentarer og konklusion

Under besøg i Kbh. området var Fotoafdelingen kortvarigt ved observationsstedet for at tage ekstra oversigtsfotos udover, hvad Google Maps kan levere på nettet, som led i efterforskningen af denne sag.

Det modtagne fotomateriale er gennemgået ved udsnitsforstørrelser, anvendelse af div. billedbehandlingsprogrammer m.v. og kan ikke med 100% sikkerhed pege på en enkelt konkret forklaring på det observerede/fotograferede.

I den forbindelse må nævnes, at der trods flere skarpe optagelser, er meget få data at arbejde med, idet de lyse aftegninger er så små, at de ikke består af ret mange pixels.

Ud fra fotografens egne opgivelser, sammenligninger med Google-Maps og Fotoafdelingens egne optagelser, er der rimelig overensstemmelse med den i rapporten angivne bevægelsesretning og div. vejrdata, bl.a. fra DMI.

Dvs. disse data er i overensstemmelse med et muligt vindbåret fænomen.

Den mest nærliggende forklaring ville herefter være små lyse heliumballoner opsendt ca. NNV for observationsstedet.

De kunne eksempelvis ved et uheld være gået til vejrs i den form for net, hvorfra masseopsendelser (til fest eller reklamebrug) almindeligvis frigøres.

Efter en vis højde kan de af sig selv være frigjort fra nettet for derefter at være fritflyvende.

Formen på ballonerne kan være vidt forskellig og derfor under flyvning tage sig forskelligt ud.

De små lys bevæger sig mellem hinanden, hvilket fremgår af Fotoafdelingens sammenligninger og sammenkopieringer af visse af de modtagne fotos.

Det er umiddelbart Fotoafdelingens opfattelse, at størstedelen af observatørens beretning og billedmaterialet har stor lighed med udseendet af små lyse balloner på baggrund af en blå himmel.

Fotoafdelingen er blevet gjort opmærksom på en anden forklaring, nemlig, at der kunne være tale om fugle.

De kunne sagtens i stor højde først optræde som en lille koncentreret flok, der derefter spredes og flyver individuelt. Umiddelbart er det dog Fotoafdelingens opfattelse, at der ved fugle måske ville optræde flere forskelle i lysenes intensitet eller størrelse ved sammenligning af optagelserne.

Det er ikke muligt ud fra de foreliggende data med 100% sikkerhed at pege på en enkelt konkret forklaring på det observerede/fotograferede fænomen, men med baggrund i udseende og vejrdata m.v. er rapporten i arkivet foreløbig registreret under kategorien „balloner“.



Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2024

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725. Skriv navn, adresse, mobilnr., e-mail - og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Er vi alene?

Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Guldet venter!

I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2016. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted