logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2018 > UFO-Mail nr. 260

UFO-Mail nr. 260
17. april 2018


AFU - Archives for the Unexplained

Verdens største samling af ufo-litteratur og andre relevante historiske effekter er placeret I Norrköping i Sverige med Clas Svahn, tidligere leder for UFO-Sverige, som formand.

Fra årsmødet i AFU 2018 ses fra venstre Anders Liljegren, Håkan Blomqvist, Clas Svahn, Tobias Lindgren, Carl-Anton Mattsson og Johan Gustavsson.
Foto: AFU

Med 2.200 hyldemeter fyldt med bøger, blade, billeder, videoer, båndoptagelser, avisartikler, korrespondance og alt hvad der tænkes kan, passende under betegnelsen „det ukendte“, er det ikke så mærkeligt at „Arkivet för UFO-forskning“ er blevet omdøbt til „Archives for the Unexplained“ (AFU). Og AFU planlægger at vokse sig endnu større.

AFU blev grundlagt i Södertälje i 1973 af Håkan Blomqvist, Kjell Jonsson og Anders Liljegren. Det var tanken at sikre information til UFO-forskere og opbygge et specialforskningsbibliotek for UFO-litteratur. I 1980 blev AFU flyttet til sin nuværende placering i Norrköping syd for Stockholm. AFU er knyttet til den nationale organisation „UFO-Sverige“, og indeholder organisationens arkiver og biblioteker. Den daglige drift af AFU er ledet af et fast personale og udelukkende på frivillig basis ved økonomiske bidrag fra private sponsorer i ind- og udland.

Jeg har selv været involveret i dette fantastiske arkiv siden begyndelsen af 1980'erne og i 1981, hvor jeg overlod min første gave til AFU i form af 15 kroner til bogkøb! Siden da har mange indset værdien af et stort og velorganiseret arkiv om ufoer, det paranormale og andre emner inden for begrebet Forteana.


Frivilligt arbejde og bidrag driver AFU

AFU har altid bygget på frivilligt arbejde, og hver dag er der flere frivillige medarbejdere på plads til at scanne, sortere og holde arkivet i live. Derudover bidrager ca. 30 personer hver eneste måned økonomisk for at give os mulighed for at betale lejen for efterhånden 12 lokaler på i alt 500 kvadratmeter samt elektricitet og andre ting, der er nødvendige for arkivets drift.

I en del år har vi også haft det privilegium at have en række ledige fra „Arbetsförmedlingen“, som gjorde det muligt for os at scanne og organisere vores samlinger endnu bedre. I dag har AFU fire personer arbejdende under denne ordning og to, som får en del af deres løn betalt af staten.


Danske arkiver hos AFU

Der sker meget hos AFU. Jeg arbejder selv hårdt for at redde ufoarkiver i forskellige lande, herunder Danmark, hvor jeg bl.a. har samlet arkiver fra Willy Wegner, Per Andersen og SUFOI's stifter H. C. Petersen. Det meste af SUFOI's omfangsrige rapportarkiv er også blevet deponeret hos AFU: http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2003/um03-019.php.

 
På billedet herover ses SUFOI's Rapportarkiv placeret i kronologisk orden i 120 brevordnere indeholdende ca. 12.000 af de danske ufo-rapporter. Yderligere ses en af de 20 plancher fra SUFOI's 40 års jubilæum i 1997. Udstillingsplancherne er en del af det materiale, som SUFOI har overladt til arkivet hos AFU.
Foto: AFU og SUFOI

UFO-Norges vigtige rapportarkiv kom til AFU for 2 uger siden, og de fleste større grupper i Sverige har nu deres dokumenter hos AFU. For nylig var det muligt fra norske Knut Aasheims efterladte at få overladt hans omfangsrige materiale. Se mit blogindlæg herom: http://csblogg.ufo.se/csblogg3/?p=47003.

 
At der ofte er tale om enorme mængder af lokaliseret og transporteret arkivmateriale ses bl.a. af dette billede af 313 flyttekasser nedpakket ufo-arkivmateriale i maj 2012 i London. Medvirkende ved flytningen var i dette tilfælde (fra venstre) Håkan Ekstrand, Bob Rickard, Carl-Anton Mattsson, Anders Persson og Clas Svahn.
Foto: Clas Svahn

Siden 2000 har jeg besøgt Storbritannien 16 gange for at besøge ufointeresserede og foreninger i England og Wales. Hver enkelt tur har resulteret i mellem 100 og 350 kasser materiale doneret til AFU, og i dag er både BUFORA's, Contact Internationals og Flying Saucer Reviews arkiver hos AFU.

Sidste år besøgte jeg også Californien, hvor jeg var i stand til at redde en af verdens ældste ufoorganisationers (Borderland Sciences Research Association) materialer og senest her i foråret var jeg i England for indsamle og organisere hjemtransporten af arkiver fra Eileen Lloyd, Peter Rogerson, John Rimmer, Peter Hough, Bob Rickard og flere andre. Det blev til en 9 dage lang tur i egen bil i marts 2018 på i alt 5.200 kilometer. Men det var rejsen værd. Endvidere er flere hundrede kilo med ufomateriale netop nu landet hos AFU efter transport fra New Zealand med skib.

Håkan Blomqvist med de fra New Zealand netop ankomne kasser med arkivmaterialer.
Foto: AFU

Nødvendigt at redde materiale

Ofte kommer vi i sidste øjeblik. Papir og bøger har ligget i årtier udsat for dårligt klima, måske i fugtige kældre og i garager. Nogle gange kommer vi for sent, og et spændende arkivmateriale kan desværre være forsvundet eller ødelagt.

I en artikel i UFO-Mail i 2008 nævner SUFOI's formand, Kim Møller Hansen, at AFU i et nyt arkiv skal have plads til 10.000 bøger. I dag - 10 år senere - er tallet tre gange så højt, og vores tre biblioteker fortsætter med at vokse, og heldigvis har vi vores egen bibliotekar i Ingrid Collberg.

Umiddelbart ser vi ingen ende på muligheden for indsamling af materialer. I maj 2017 fløj jeg sammen med min søn Niklas til London for at omlæsse 75 kasser fyldt med bøger og blade, der så via container blev sendt med båd til Sverige. Det drejer sig blandt andet om den britiske ufolog Nigel Watsons arkiv af tidligere „airship“ observationer. Et unikt materiale. Nigel donerede hele sit arkiv til AFU i september 2016, men efterfølgende brød min bil sammen på motorvejen mellem London og Plymouth (og endte på en skroplads!) så hele transporten blev forsinket. Helt uden problemer foregår tingene altså ikke, selv om jeg overalt møder meget stor velvilje med materiale-donationer, når jeg fortæller om projektet og AFU's arbejde.

 

Anders Liljegren ved rullehylderne, som kunne indkøbes takket være et tilskud på 82.000 svenske kroner fra Riksarkivet i Stockholm.
Foto: AFU


Større lokale ønskes til samlet AFU

Umiddelbart står AFU over for to større problemer. Det første er, at vi igen begynder at lide under pladsmangel. Vi har hidtil været i stand til at udvide ved konstant at leje nye lokaler i samme gade i Norrköping. Tolv stykker hidtil - plus et lokale, som vi deler med en anden organisation. Men nu bliver det efterhånden nødvendigt at finde en løsning, hvor alt kan komme under samme tag. Dette fører automatisk til problem nummer to. Et lokale på mindst 700 kvadratmeter koster mere end de nuværende tolv små lokaler tilsammen. Penge, som vi i øjeblikket desværre ikke har.

Som det forstås, er der meget at fortælle om AFU og vore forskelligartede aktiviteter! Jeg skal da heller ikke lægge skjul på, at hvis vi skal være det førsteklasses arkiv for alle, som vi naturligvis meget gerne ønsker, har vi brug for al den støtte, vi kan få alle steder fra. Alt koster penge, og interesserede personer er meget velkomne til at kontakte mig direkte med støtte: Clas Svahn.


AFU-Shop

Når AFU modtager så meget materiale fra hele verden, vil der naturligvis være dubletter af mange bøger og magasiner. Vi har derfor den politik, at når grundsamlingen er dannet, vil noget af dette overskydende materiale kunne sælges til interesserede samlere eller andre biblioteker. Dette er også en af måderne at rejse ekstra penge på. Så søger du specielle publikationer, kan det anbefales at besøge AFU-Shop: http://afushop.hemsida24.se/store.


Besøg AFU i Norrköping

Enhver, der ønsker det, kan besøge os i vore lokaler i Norrköping og gennemse store dele af arkivmaterialet af ren nysgerrighed eller i studieøjemed, men det er også muligt at se - en meget lille del - af vores samlinger på vores hjemmeside www.afu.se Vi hjælper også gerne forskere verden over med at få scannet eller kopieret relevant materiale, som kan indgå i deres forskellige projekter.


Andre links:

http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2008/um08-103.php og
http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2012/um12-148.php.



Foredrag om rejsen til Månen

Gratis foredrag 25. april om Månerejser af rumeksperterne Helle og Henrik Stub.

Rumfartseksperterne Helle og Henrik Stub under Tycho Brahe Planetarium's besøg af astronautbesætningen på rumfærge-missionen STS-116 i april 2007.
Foto: Ole Henningsen


Foredrag om Månen

Drømmen eller ideen om at rejse til Månen er nok den ældste drøm indenfor bemandet rumfart. Med Apollo-projektet i 1960'erne og 1970'erne blev drømmen til virkelighed. Mest kendt er Apollo 11, der den 20.-21. juli 1969 landede på Månens overflade i Stilhedens hav. Astronauterne Neil Armstrong og Buzz Aldrin blev de første mennesker, der satte foden på et andet himmellegeme. Men Apollo-projektet havde flere bemandede rummissioner til Månen, Apollo 8 blev det første bemandede fartøj i bane om Månen. Apollo 11, 12, 14, 15, 16 og 17 betød astronauter landsat på Månens overflade. Apollo 17 afsluttede i 1972 de bemandede rejser til Månen; men der er talt og lagt planer lige siden om en genoptagelse af de bemandede månerejser.

I november 1969 tog Apollo-12 astronauten Charles „Pete“ Conrad dette - næsten - selvportræt, da han var i færd med at dokumentere kollegaen Allan Beans aktiviteter på Månens overflade. Conrad spejler sig selv og landskabet ganske nydeligt i Allan Beans blanke visir på rumhjelmen.
Foto: NASA

Det er nu næsten 50 år siden Armstrong satte sin fod på Månen, og i det meste af denne tid har Månen ikke spillet den store rolle i rumfarten. Det er måske ved at vende nu, både på grund af nye opdagelser om Månen og fordi der igen er planer om at rejse til Månen.

I foredraget ser Helle og Henrik Stub på Månen fra dengang, den var målet for et kapløb til nu, hvor Månen måske kan afgøre rumfartens fremtid.

I foredragets første del gennemgås, hvordan månekapløbet førte os til Månen, og hvordan de seks landinger på Månen lagde grunden til den fortsatte udforskning. For selv om Apollo var et politisk program, skabt af den kolde krig, så blev der gennemført et omfattende videnskabeligt program. Apollo blev meget mere end „Flag and Footprints“.

Foredragets anden del fokuserer på debatten om de politiske og tekniske muligheder for at vende tilbage til Månen inden 2030 og de langsigtede muligheder for at opbygge en koloni. Ubemandede rumsonder har givet os et helt nyt billede af Månen, blandt andet ved at vise, at der nogle steder måske findes is under overfladen. Denne opdagelse har i høj grad øget interessen for at vende tilbage til Månen.


Dato, tid og sted

25. april holder rumfartseksperterne Helle og Henrik Stub, foredrag med titlen „Rejsen til Månen“. Foredraget foregår i Auditoriet på Geologisk Museum, Øster Voldgade 5-7, 1350 København K., kl. 18:00 til 20:30.

Der er gratis adgang til det spændende foredrag, men tilmelding senest 23. april foretages via https://rumfart.nemtilmeld.dk/3/.

 

Rumfartseksperterne Helle og Henrik Stub har i en menneskealder været kendt i medierne og har blandt andet været brugt af Illustreret Videnskab og har skrevet adskillige bøger om rumfart.

Anmeldelse af en af deres utallige bøger:
Helle & Henrik Stub: Rejsen ud i rummet -de første 50 år, 496 sider, 299 kr., Gyldendal 2007:
http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2007/um07-089.php.

 

Foredraget er arrangeret af Dansk Selskab for Rumfartsforskning, der har eksisteret siden 1949 og blev medlem af IAF (International Astronautical Federation) i 1951.

Læs mere om Selskabet for Rumfartsforskning: http://www.rumfart.dk/.

Medlemmer af Dansk Selskab for Rumfartsforskning får tilsendt selskabets blad, Dansk Rumfart, samt det norske blad Romfart, som udgives af Norsk Astronautisk Forening, http://romfart.no/NOR/Oversikt/S/NORhoved.asp.

DSR's aktiviteter kan også følges via Facebook: https://www.facebook.com/rumfart/?ref=bookmarks.

Se endvidere: http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2017/um17-234.php



Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2024

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725. Skriv navn, adresse, mobilnr., e-mail - og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Er vi alene?

Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Guldet venter!

I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2018. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted