logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2021 > UFO-Mail nr. 338

UFO-Mail nr. 338
25. august 2021


Fra SUFOI's Fotoafdeling

 

27. april 2021
6400 Sønderborg

Henvendelsen til SUFOI lød bl.a.:

Fotoet er taget 27. april 2021 kl. 12.45 i Sønderborg.

Jeg vil tro, fotografen har stået på Christian X's Bro, da billedet er taget. Kameraet er i al fald rettet stik syd - altså fotografen står stik nord og retter linsen mod syd.

Motivet er - som det ses - Sønderborg Slot. Det var slottet, min fætter, Palle Tovborg, ville fotografere, da han og hans kone var undervejs på vandretur langs Gendarmstien.

Men da de samme aften (altså 27. april) kigger dagens billeder igennem, opdager de, at der også er noget andet - UFO'en, eller hvad det nu er - på billedet. 

 
Kraftig udsnitsforstørrelse af det modtagne billede.

Det flyvende objekt ses oppe mod den blå himmel mellem slotsbygningen og udmundingen til Sønderborg Bugt. 

Min fætter tror ikke på UFO'er som væsener fra rummet eller lignende. Men - som han selv formulerer det - „jeg må også erkende, at jeg umiddelbart har svært ved at finde en fornuftig forklaring på det billede“.

Jeg håber, SUFOI kan bidrage med en naturlig forklaring (eller måske det modsatte...). Jeg kontakter jer, når I lige har haft tid til at kigge nærmere på billedet, skriver journalist Jens Anton Havskov, der forud havde haft en tlf. samtale med Toke Haunstrup, SUFOI's Rapportarbejde.


Fotoafdelingens konklusion

Efter et kort kig på det modtagne billede er Toke Haunstrup, Ole Henningsen og Lars Thomas klar med konklusionen: Der er tale om en fugl, som ikke er bemærket af fotografen under optagelsen.


Efterfølgende BT-omtale

Sagen fik en nærmest „sommerlig“ omtale i BT:

Palle fangede overraskende motiv med sit kamera: Hvad er det?

En vaskeægte UFO svævende på himlen over Sønderborg Slot?

I artiklen hedder det bl.a. B.T. har videresendt det opsigtsvækkende foto til Skandinavisk UFO Information, SUFOI, der siden 1957 har undersøgt og skeptisk og nøgternt analyseret flere tusinde henvendelser fra borgere, som har gjort observationer om særlige og i første omgang uforklarlige fænomener på himlen.

Nogle af observationerne forbliver uforklarlige. Men langt de fleste har en naturlig forklaring. Også i dette tilfælde.

Så hvis der er overbeviste UFO-fans blandt læserne af denne artikel, må vi desværre lægge en dæmper på begejstringen.

Artiklen fortsætter :„Det er bestemt et pudsigt billede. Ved første øjekast føler jeg mig dog ret sikker på, at der er tale om en fugl fanget i flugten fra højre mod venstre - og med vingerne løftet let over kroppen på tidspunktet for optagelsen. Bemærk, at ‚objektet’ i venstre side spidser til som næbbet på en fugl. Fugle er i øvrigt kendt som en klassiker, hvad angår forklaringer på UFO-fotos“, siger Toke Haunstrup, cand.polyt., ph.d. og mangeårigt medlem af SUFOI samt forfatter til bogen „50 år med ufoer - erfaringer med 50 års rapportarbejde“.

Fotoet er også blevet set af SUFOI's ekspert i fotoanalyse, Ole Henningsen, ligesom Lars Thomas, cand.scient. i zoologi, har set det. Han er meget præcis: Det er helt sikkert en fugl. En måge, formentlig en sølvmåge, og jeg vil klart mene, at den flyver mod venstre, lyder hans konklusion.


 
Som det ses på et af de originale billeder, fylder det observerede objekt ikke meget på himlen.
4. juli 2021 3000 Helsingør

En observatør fra Helsingør sendte sine fotos til SUFOI med denne forespørgsel:

Bemærkede stillestående objekt da vi kiggede på svaler. Troede først det var en fugl. Men den stod stille. Det så ud som den svejsede lidt fra side til side. Vi snakkede om det kunne være en drone. Men jeg flyver selv drone pro. Så den mener jeg kan udelukkes. Både højde og facon samt bevægelse virkede ikke rigtigt. Ej heller størrelsen på bagrund af afstanden.

Den hang der og svejede så bevægede den sig lidt mod vest. Der havde jeg taget billeder med iPhone. Og tænkte ind og hente kameraet. 30 sekunder. Og så var den væk.

Foto taget. Ved zoom på foto kan formen ses. Ej fly. Drone. Fugl. Planet. Måske et ufo?

På 4 udsnitsforstørrelser af objektet på modtagne fotos ses det ændre form under flyvningen.


Fotoafdelingens overvejelser og konklusion

Observatøren bemærker, at objektet ser ud til at svaje i luften - og det ser ud til at flyve mod vest.

Ud fra retningsangivelsen og den fremherskende vindretning på det pågældende tidspunkt er der rimeligt sammenfald med et evt. vindbåret objekt. Ud fra udsnitsforstørrelser af de enkelte fotos ses objektet at ændre form, eksempelvis som om det tumler rundt i luften bort fra observatøren.

Alle disse forhold, bevægelsesretning i forhold til vinden og -mønster samt ændring af form på optagelserne svarer ret godt til, at der sandsynligvis er tale om en legetøjsballon, der efterhånden fås i mange størrelser og former.

FlightRadar24.com blev for en sikkerheds skyld også konsulteret - uden resultat.


11. juli 2021 2700 Brønshøj

SUFOI's webmaster modtog denne henvendelse:

Vores videoovervågningskamera opfangede to lysende objekter, som i mine øjne er uforklarligt. Jeg sender optagelsen til webmaster, som jeg kan se der er en henvisning til. Optagelsen er fra kl. 04.03 søndag d. 11. juli.

Videosekvensen kan i skrivende stund ses på Facebook-debatgruppen lagt ind under 11. juli 2021.

De lysende objekter ses nederst i græsplænen på dette stillfoto fra videooptagelsen.
 
På denne udsnitsforstørrelse fra en anden del af videosekvensen med ændret skarphed og kontrast ses nærmest en lysende streg, der giver en god ide om, hvor forklaringen skal søges.


Fotoafdelingens konklusion

I debatten på Facebook var man hurtigt enige i, at forklaringen var genskin af Solens lys i et edderkoppespind, der bevægede sig. Dette er også sammenfaldende med tidligere optagelser af et sådant fænomen beskrevet f.eks. i UFO-Mail nr. 317.


14. juli 2021
4952 Stokkemarke

En fotograf beretter:

Jeg var med min mand ude i den lille skov Hestehave ved Stokkemarke på Lolland. Jeg tog et billede med min mand ved den nyanlagte sø.

Vi opdagede noget ejendommeligt på billedet, da vi gennemgik de nye skovbilleder. På billedet med min mand var to mærkelige objekter af en slags i luften. Da vi var ved søen, da var der ikke noget liv, så fugle tror vi det ikke har været. Vi hørte heller ikke lyden af en drone, det var kun støjen fra de biler som en gang imellem kørte forbi landevejen, der var af lyd.

Vi tænkte om SUFOI vil kunne fortælle, hvad det måske kunne være?

 
De nævnte to objekter blev ikke observeret under fotograferingen. På det modtagne foto ses de to aftegninger øverst på himlen.

 
 

De to aftegninger i udsnitsforstørrelse.


Fotoafdelingens konklusion

Fotoafdelingen er ikke i tvivl om, at der er tale om to insekter i luften - det ene stort og markant aftegnet med krop og svirrende vinger. Lignende sager, hvor forklaringen er insekter i luften kan bl.a. ses i UFO-Mail nr. 164.


 
På det modtagne foto ses lysformationen på himlen ved den gule pil, der er sat som markering af fotografen.
29. november 2020

En lidt anderledes fotosag dukkede op vIa en mail med et medfølgende foto og bl.a. denne tekst:

16 klare lys inde i sky dækket fordelt på 4 stk trekantet formation og sammen danner de en firkantformation.

Har SUFOI nogen ide om, hvad dette kan være? Det er mig, der tog billedet og har intet registreret, da jeg tog det. Den 21. juni 2021 sidder jeg og kigger billederne igennem på min iPhone, og da jeg kigger lidt nærmere, blev jeg noget forskrækket. Jeg kan godt huske, da jeg tog billedet for at konstatere i lyset fra gadelampen, hvor meget det regnede, og om det var slud eller regn. Det blev taget den 29. november 2020 i Ballerup.

Jeg var rent faktisk ikke klar over, at de objekter var med på fotoet. Jeg tænker også at jeg ville have lagt mærke til det, hvis jeg kunne se dem på tidspunktet, jeg tog billedet.

Jeg er selv overbevist om det ikke er menneskeskabt.

Jeg kan måske ikke bevise meget med det billede, men jeg ved jo, at det, der ses på billedet, er virkeligheden.


Fotoafdelingens konklusion og kommentarer

Efter et hurtigt kig på billedet er SUFOI's Fotoafdeling ikke i tvivl om, at der er tale om en refleksdannelse i kameraets objektiv forårsaget af det kraftige lys fra gadelampen.

 
Eksempel på gadelampe med små led-pærer.

Ud fra „objekternes“ udseende og placering er der utvivlsomt tale om en gadelampe med små led-pærer. Gamle gadelamper er i flere kommuner efterhånden skiftet ud med mere energirigtig LED-belysning.

Fotografen havde forud for henvendelsen til SUFOI's Fotoafdeling set en ufoudsendelse på History Channel 2, så forstår godt hans undren, når han efterfølgende tilfældigt finder mærkelige lysformationer på et af sine egne billeder.

Men, disse gadelamper er menneskeskabte, så trods den ellers næsten perfekte formationen af lys på himlen er der bestemt heller ikke denne gang tale om en rumskibsinvasion.

Når de 14 lys i formationen synes at mangle 2 lys for at være formfuldendte, skyldes det ganske enkelt, at overdelen af lampemasten skygger lidt for lyset fra lampen = de to manglende lys i „formationen“.



Læsetips om lidt af hvert

Dokumentarfilm om ufoer
 
 
 
Mars-ansigtet og andre illusioner
 
 
Meteorer og andre himmelfænomener
 
 
 
 
Ildkugler over Danmark (bog, e-bog)
 
 
Nede i kaninhullet
 
 
Pentagon-ufosagen
 
 
Sumpgas og andre mystiske fænomener
 
 
Travis Walton-sagen
 
 
Ufoerne - skeptisk set
 
 
Viral Ufo Videos (Isaac Koi)
 
Ufo-mytens historie
 
 
 

/kmh


Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2024

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725. Skriv navn, adresse, mobilnr., e-mail - og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Er vi alene?

Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Guldet venter!

I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2021. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted