logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2022 > UFO-Mail nr. 349

UFO-Mail nr. 349
18. februar 2022


Læsetips mellem himmel og jord

Det er velkendt, at nettet er fyldt med mærkelige historier. Det kan være vanskeligt at finde ud af, hvad der er værd at bruge tid på. Under overskriften „Læsetips mellem himmel og jord“ forsøger vi at udvælge de mest interessante historier. Der vil forhåbentlig blive gengivet historier af en vis underholdningsværdi og historier, som vi alle kan blive klogere af - måske begge dele samtidig.
(Foto: D5000/Pixabay)

Putin skræmmer aliens væk

Nick Pope bliver i pressen ofte omtalt som „England's most well-known UFO expert“, trods det, at han er bosiddende i USA og næppe kan betegnes som ufo-ekspert. Hans såkaldte efterforskning er i hvert fald ofte tendentiøs.

Nick Pope har faktisk boet i Storbritannien, og i perioden 1991-94 var han tilknyttet Storbritanniens UFO-Desk. Men, som læserne vil vide fra adskillige artikler her på ufo.dk (se fx „En rundtosset Flyvende Tallerken, del 2“), så pynter Nick Pope sig nogle gange med lånte fjer. Uanset hvad, så er han imidlertid et meget populært „talking head“ - ligesom Luis Elizondo - og hentes i studiet eller taler ved konferencer verden over, hver gang nogen skal have en såkaldt ekspertudtalelse om et eller andet, der berører ufomyten - og Nick Pope stiller beredvilligt op til det hele og udtaler sig også gerne om hvad som helst.

I slutningen af januar sagde Nick Pope i et interview i The Daily Star, at aliens ikke længere er bekymrede for vores velbefindende og fremtid, når det drejer sig om vores lagre af kernevåben, atomkraftværker etc. De er i stedet bekymrede for deres egen sikkerhed. Og det menneske, de synes at frygte mest, er Vladimir Putin.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, dyrker på mange af de officielle fotos af ham myten som den vaskeægte macho - ofte med bar overkrop. På billedet her er Putin dog pakket fornuftigt ind ifm. forberedelserne til De Olympiske Vinterlege i Sochi.
(Foto: Press service of the government of Russia)

Nick Pope udtaler bl.a. til The Daily Star, at de russiske tropper langs Ukraines grænser og den voksende krigstrussel i Europa bliver opfattet af aliens som en primitiv adfærd, der skræmmer dem.

„Højtudviklede rumvæsner betragter sandsynligvis krigsførelse som noget, kun primitive civilisationer deltager i, så Ukraine-situationen betyder, at vi næppe får en invitation om at blive medlem af ‚Den Intergalaktiske Sammenslutning’ foreløbig“, udtaler Nick Pope.

I en kommentar til Nick Popes udtalelser, skriver Paul Seaburn i „UFO Expert Claims Putin is Scaring Away Extraterrestrials“:

„Mener han [Nick Pope/red.] virkelig:
  • at den nuværende situation i Ukraine er den bedste indikator for menneskets krigeriske instinkt
  • og at Vladimir Putin er den mest magtfulde på Jorden?“

Ole Henningsen (tv.) i samtale med Nick Pope i en pause ved „SUFOI's 50-års jubilæumskonference“ den 10. november 2007 i Lyngby Kulturhus. Konferencens udenlandske bidrag stod Nick Pope for. Han fortalte om sit arbejde i perioden 1991-1994 i det britiske forsvarsministeriums UFO-Desk. Foredraget blev holdt i generelle vendinger, og uden at nye, interessante oplysninger kom for dagen, så det var desværre ikke et specielt mindeværdigt foredrag.
(Foto: Kim Møller Hansen)

Nick Pope har for nylig deltaget i The Michael Shermer Show under overskriften „Nick Pope on UAPs, UFOs, Conspiracies, and Cover-ups“. Podcasten (EPISODE # 246) er meget lang (1:46:08). Jeg kan anbefale, at man springer den første time over, da den kun handler perifært om ufomyten.


Ufoens gådefulde fætter

I efteråret 1997 efterlyste Poul Thomsen i den populære tv-udsendelse „En naturlig forklaring“ beretninger fra seerne om kuglelyn. Mere end 100 tv-seere indsendte breve og avisudklip med deres oplevelser af kuglelynsfænomener. Den 22. oktober 1998 blev en del af de mere specielle beretninger omtalt i DR1 i „En naturlig forklaring“. Også i dagene efter udsendelsen modtog DR mange breve med kuglelynsobservationer.

Alle rapporter blev efterfølgende overdraget til SUFOI, og i bogen Projekt UFO - tro, løgne og kold krig (SUFOI, 2021, e-bog) bringes et udvalg af de mest interessante beretninger sammen med andre beretninger og teorier om dette gådefulde naturfænomen.

(Foto: 506967/Pixabay)

Der dukker til stadighed artikler og film om kuglelynslignende fænomener op på nettet - også oplevelser af ældre dato. Se „First English sighting of ‚ball lightning’: a 12th century monk's chronicle reveals all“.


Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2024

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725. Skriv navn, adresse, mobilnr., e-mail - og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Er vi alene?

Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Guldet venter!

I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2022. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted