logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2022 > UFO-Mail nr. 353

UFO-Mail nr. 353
24. marts 2022


Russiske agenter forsøgte at hverve i Danmark

Udenlandske ambassadefolk har gennem årene vist interesse for ufo-efterforskningsarbejdet i Danmark og forgæves forsøgt at skaffe sig mulige meddelere. Det afslører Ole Henningsen i bogen Danske X-filer - Forhistorien, som udkommer den 26. april.

   
Verden over er det en udbredt opfattelse, at myndighederne skjuler sandheden om ufoerne og tilbageholder deres viden bag sikrede døre i utilgængelige arkiver. Men hvad med de danske myndigheder? Hvad gemmer der sig i de største danske arkiver? Det har Ole Henningsen sat sig for at grave i. Sløret løftes i bogen „Danske X-filer - Forhistorien“.
(Foto: pexels/Pixabay)

I Danske X-filer - Forhistorien bliver mange tidligere hemmelige dokumenter offentliggjort for allerførste gang. Bogen giver et enestående indblik i centrale danske politikeres, videnskabsfolks og militærpersoners tanker, opdagelser og strategier ifm. de flyvende tallerkener eller ufoer.

Danske X-filer - Forhistorien er den første danske bog, som kaster lys over ufoernes hemmelige historie i Danmark.

SUFOI's daværende formand, civilingeniør Flemming Ahrenkiel, i samtale med en interesseret kvindelig gæst fra Sovjetunionens ambassade ved SUFOI's medlemskongres i Lyngby Storcenter den 15. oktober 1978.
(Foto: S. A. Iversen)
 

 

Danske X-filer - Forhistorien er 1. bind i en serie om danske såkaldte X-filer. Bogen er på 192 gennemillustrerede farvesider i A4-format, indbundet, og prisen er kr. 329. Bogen udkommer den 26. april 2022 og kan bestilles her.

Ved alle bestillinger opkræves forsendelsesomkostninger på kr. 45,00, uanset hvor meget du køber. Den samlede pris for Danske X-filer - Forhistorien er således kr. 374. Bestil bogen nu og få den tilsendt umiddelbart efter udgivelsesdagen den 26. april 2022.



Er vi alene?

Avi Loebs bog Er vi alene? har undertitlen „Beretningen om det første tegn på intelligent liv i rummet“ og tager udgangspunkt i opdagelsen af et lille asteroide- eller kometlignende objekt, som blev fundet den 19. oktober 2017 af The Panoramic Survey Telescope and Rapid Response System (Pan-STARRS). Pan-STARRS består af to teleskoper på Haleakala observatoriet på Hawaii, og deres primære formål er eftersøgningen af objekter, der potentielt kan ramme Jorden.

En kunstners opfattelse af Oumuamua.
(Illustration: ESO/M. Kornmesser)

Da objektet blev opdaget, var det på vej ud af Solsystemet, og det blev således først opdaget efter at have passeret forbi både Solen og Jorden. I begyndelsen blev det på grund af sin særlige bane klassificeret som en komet og fik betegnelsen C/2017 U1 (Panstarrs), men da der ikke blev fundet tegn på hverken koma eller hale, blev det omklassificeret til en asteroide med betegnelsen A/2017 U1.

Objektet bevægede sig meget hurtigt og kunne kun observeres i 11 dage, før det forsvandt ud af syne. Efter de få observationer stod det klart, at banen var stærkt hyperbolsk, dvs. objektet kunne ikke stamme fra Solsystemet, men måtte komme fra det interstellare rum. Endnu engang blev det omklassificeret og fik æren af at være det første i en helt ny klasse kaldet hyperbolske interstellare objekter. Objektet kendes herefter som 1I/2017 U1 Oumuamua, hvor I står for interstellar, og Oumuamua er et hawaiiansk ord for spejder eller budbringer.

Forsiden af Er vi alene? fortæller dog ikke umiddelbart noget om, at den handler om det kortvarige besøg af et eksotisk himmellegeme. Der er et billede af Neptun, Merkur og Mars, og de samme billeder går igen på bagsiden sammen med forlagets omtale: „I slutningen af 2017 fik nogle forskere på et observatorium på Hawaii øje på et objekt, der bevægede sig meget hurtigt og i en underlig bane gennem vores indre solsystem. Det efterlod sig intet spor af gasser eller materiale, der kunne pege i retning af, at det var en asteroide eller meteor [der menes formodentlig komet, idet et meteor er, hvad der i daglig tale kaldes et stjerneskud/red.]. Ifølge astrofysiker ved Harvard University Avi Loeb var der kun én mulig forklaring: objektet var et stykke avanceret teknologi, som en fjern og fremmed civilisation havde udviklet.“

Avi Loeb er ikke en hr. hvem-som-helst. Han er astrofysiker på Harvard University og er kendt for at fremsætte banebrydende, kontroversielle og provokerende påstande. Hans mange publikationer omfatter sorte huller, gammastråleudbrud, det tidlige univers og mange andre astrofysiske forskningsområder.

Sideløbende hermed har han i mange år desuden advokeret for et mere omstridt emne, nemlig rumvæsner og hvordan man finder og kommer i kontakt med dem. Han blev da også sammen med nu afdøde Stephen Hawking (1942-2018) hurtigt involveret i Breakthrough Starshot, et projekt finansieret af den russisk/israelske Silicon Valley-milliardær Yuri Milner. Projektet går ud på at sende små og ultralette rumfartøjer til en exo-planet omkring Solens nærmeste nabostjerne, Proxima Centauri, ved hjælp af solsejl og laserstråler.

Da astronomerne på Haleakala-observatoriet offentliggjorde opdagelsen Oumuamua, var Loeb ikke i tvivl. Sammenholdt med objektets cigar- eller pandekagelignende form, dets høje reflektionsevne, den særegne bane og den store hastighed, gav det perfekt mening, hvis objektet i virkeligheden var et solsejl konstrueret af intelligensvæsner et sted i Mælkevejen.

Loebs spekulationer om, hvor og hvordan vi kunne finde beviser på kosmiske civilisationer, blev i stedet afløst af overbevisningen om, at nu havde beviserne i stedet fundet os.

I 2018 offentliggjorde Loeb og en af hans kolleger på Harvard University, Shmuel Bialy, en artikel i Astrophysical Journal Letters, hvor de argumenterede for, at Oumuamua var intet mindre end menneskehedens første kontakt med udenjordisk intelligens.

Artiklen blev en sensation i de populære medier. Ufoer og besøg fra verdensrummet er altid godt stof, men Avi Loebs påstande blev mødt med afstandtagen hos de fleste astrofysikere, som argumenterede, at selv om Oumuamua var meget særpræget, var disse særpræg ikke uforenelige med fysikkens love eller allerede kendte astronomiske fænomener. Avi Loeb argumenterer på sin side, at store opdagelser mange gange tidligere er blevet ignoreret eller endda direkte bandlyst. Som eksempel bruger han Giordano Bruno (1548-1600), som blev brændt på bålet for at påstå, at Universet vrimler med beboede verdener, og Galileo Galileo (1564-1642), som måtte stå ret foran inkvisitionen i Rom og afsværge, at Jorden kredser om Solen.

 

Loeb er nu gået skridtet videre og udgav i 2021 bogen Extraterrestrial: The First Sign of Intelligent Life beyond Earth. Den er oversat til dansk af Brian Dan Christensen, men eftersom Er vi alene? er en populærvidenskabelig bog skrevet i et letforståeligt sprog, skal man lede længe efter hårde videnskabelige facts. Bogen handler lige så meget om forfatterens livshistorie, som den handler om Oumuamua, så vi hører om bedstefaderens flugt fra nazisterne i 1930'erne, og om hvordan den lille Avi voksede op på familiens gård i Israel, hvor den nære kontakt med naturen blev grundlaget for hans senere interesse for naturvidenskab, og vi hører om, hvordan han først studerede filosofi, før han vendte sig mod astronomien.

Den filosofiske tilgang fornægter sig ikke. Avi Loeb filosoferer i bogens sidste kapitler over, om menneskeheden i det hele taget er moden til at møde andre intelligensvæsner og over de konsekvenser, et sådant møde vil have for vores verdensbillede.

Trods et meget lille antal illustrationer og den lidt forudfattede tilgang til emnet („Beretningen om det første tegn på intelligent liv i rummet“), er bogen læseværdig, idet den giver et godt indblik i, hvordan videnskaben også arbejder. Avi Loeb er loyal over for sine kolleger, og påstår ikke, at de tager fejl, og at han som den eneste har ret. Han gennemgår de forskellige teorier på Oumuamuas oprindelse og lader det være op til læseren selv at bedømme.

En astronom i dag sidder ikke med øjet klistret til sit teleskop. Den allerstørste del af arbejdet foregår ved skrivebordet, foran tavlen i audit

Læs mere:



 

Når det igen bliver
1. april ...

Selv om fake news og misinformation er hyppig anvendt fastfood i medierne, er 1. april dagen, hvor det er helt legalt at fortælle en fuphistorie. Skikken stammer helt tilbage fra 1500-tallets Frankrig og Tyskland og holdes trofast i live af alverdens nyhedsmedier. Så vær beredt!

Emner som liv i rummet, ufoer, aliens og andet, der taler til vores fantasi, har altid været populære, når en aprilsnar skulle skabes. Flere aprilsnar-historier nægter at dø, fordi mange mennesker simpelthen har et behov for at tro.

Her på ufo.dk har vi tidligere omtalt et par historier, som næsten har fået evigt liv:

Andre svindelnumre og manipulerende historier fra ufoernes verden finder du her. [http://www.sufoi.dk/arkiv/fup.php]

Hvis du trænger til et godt grin, er det også værd at besøge Museum of Hoaxes

Mister X i FBI's arkiv

„Den 22. maj 1950 indleverede en unavngiven meddeler originalen til dette fotografi til agenten John Quinn fra FBI's kontor i New Orleans, idet han erklærede at have købt det af en anden person for én dollar og nu ‚lagde det i regeringens hænder’, fordi det forestillede ‚en mand fra Mars i USA’. Billedet, som giver sig ud for at vise en overlevende fremmed, der er taget i forvaring af to amerikanske militærpolitifolk, dukkede efter forlydende første gang op i Wiesbaden i Tyskland sidste i 1940'erne, som det påstås ejet af en amerikansk menig soldat dér ...“

Ligesom andre billeder og historier i bogen UFO'et der styrtede har heller ikke dette foto noget som helst med Roswell at gøre. Den tyske filmmand og ufointeresserede Klaus Webner kunne allerede i 1981 afsløre, at der er tale om en dårlig fotokopi fra den tyske avis Wiesbadener Tagblatt, som den 1. april 1950 bragte historien om Mister X, der skulle være den eneste overlevende, da et rumskib styrtede ned i Tyskland. To dage senere blev historien dementeret i samme avis.

Manden bag aprilsnaren var redaktøren Wilhelm Sprunkel, som i sin tid havde sat fotografen Hans Scheffler på opgaven. Scheffler tog sin søn med hen på den nærliggende britiske kaserne og fotograferede sønnen mellem to smilende og samarbejdsvillige soldater i militærpolitiet. Denne ene soldat havde en benzindunk i sin højre hånd. Resten blev klaret hjemme i mørkekammeret, hvor Scheffler fik ændret lidt på benzindunken, tilføjet en slange, ligesom han gjorde sin søn alien-agtig at se på.

Sagen om „Mister X“ viser, at selv om et dokument findes i FBI's arkiver eller i et andet efterretningsvæsens arkiv, kan man ikke pr. automatik tillægge det stor værdi. Gennem årene er mange arkiver med ufodokumenter blevet tilgængelige for offentligheden, og erfaringer herfra viser, at det kan være ret tilfældigt, hvad der i sin tid er havnet i arkiverne. I „Mister X“-sagen er en amerikansk soldat tilsyneladende faldet over avisartiklen og har ikke forstået indholdet, for så ville han straks have gennemskuet aprilsnaren - og til sidst er en dårlig fotokopi af noget af udklippet havnet i FBI's arkiver, uden at nogen har kendt den rette sammenhæng.

¨

 
Den dårlige fotokopi af Mister X i FBI's arkiver (th.), og den originale aprilsnar i Wiesbadener Tagblatt i 1950 med fotografen Hans Scheffler som ophavsmand.

Kilde: Projekt UFO - Tro, løgne og kold krig.




Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2024

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725. Skriv navn, adresse, mobilnr., e-mail - og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Er vi alene?

Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Guldet venter!

I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2022. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted