logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2007 > UFO-Mail nr. 90

UFO-Mail nr. 90
10. august 2007


Masse-observation af „ufo-balloner“ over København 5. august 2007

Natten mellem lørdag og søndag den 5. august blev et stort antal orange lys observeret af mange mennesker i Københavns-området. Flere tog billeder og video af lysene, der gav anledning til adskillige henvendelser til SUFOIs hjemmeside www.ufo.dk

Der var tilsyneladende tale om en opsendelse af et større antal små varmluftballoner i forbindelse med en privat fest på Islands Brygge i København, men SUFOI har endnu ikke haft direkte kontakt med „opsenderne“.

Selv om der ikke hersker tvivl om, hvad der konkret er observeret, har vi valgt at gengive en del af de henvendelser, der er modtaget fra observatørerne, for at give et reelt og nuanceret billede af hvorledes sådanne lys beskrives af et bredt udsnit af observatører, og hvilke tanker og spørgsmål, disse lys evt. giver anledning til.

Sagen viser også, hvor svært det kan være at fotografere og videofilme så relativt små lys på en ret mørk himmel med digitale kameraer og mobiltelefoner, selv når der ikke er tale om et hurtigt flyvende lysfænomen. Ingen af de endnu modtagne fotos viser f.eks. selve ballonen, men kun det lille brændende lys nedenunder.

De fleste indberetninger kommer fra observatører, der har iagttaget lysene fra forskellige steder på Amager, men de er også set andre steder fra i hovedstaden.

Den første henvendelse fra en ung kvindelig studerende på Frederiksberg lyder:

Jeg og veninder så over København i en periode på ½ time nogle flyvende objekter. Vi så dem fra Frederiksberg zoo og frem til Islands Brygge.. dvs. gennem Kbh. centrum.
Hvor vi oplevede fænomenet var der overskyet, de var det eneste samt Månen der var til at se.
Da vi nåede til Islands Brygge kunne man se stjerner plus stjerneskud. Det var ikke muligt over selve Kbh city.
Det var lørdag nat imellem kl 00:30 og 01:00.
Jeg har filmet og taget et billede af et par af objekterne.
Der var omk. 20 der fløj med forskellig højde og hastighed.
De dannede formationer såsom 3 kant, lige linie og div. vinklede mønstre.
Mine veninder og jeg bør understrege at vi IKKE var påvirkede af nogen form for rusmidler eller alkohol.
Det var på et tidspunkt muligt at se genstandens skygge på Månen???
De lavede mange mønstre og det gør det mystisk. De fløj ved forskellig højde og klarhed. den logiske sans siger at det er noget menneskeskabt, evt. som vi snakkede om en form for lamper ol.
Kontakt mig venligst, da vi har et behov for at få klarhed om hvad det har været???

En 29-årig radiovært observerer lysene fra Bryggen på Amager og fortæller:

Der var ca. 20 meget skarpe stjernelignende UFOER.
De samlede sig meget tæt på hinanden og forsvandt så bagefter.
De bevægede sig både op og ned og sidelæns. Vi var ca. 20-30 personer, som så det, og ingen kunne forklare det.
Håber måske I kan i Skandinavisk UFO Information.
I må meget gerne kontakte mig. Jeg vil utroligt gerne vide hvad det er.

En 32-årig kvindelig vikar fra Amager beretter:

Jeg kiggede ud af mit vindue om natten og så et lys, der fulgte et nyt lys, og nyt lys.
Jeg troede, det var fly, men da der var to ved siden af hinanden, gik det op for mig, at der var tale om noget andet.
Da min ven og jeg kiggede ud af vinduet, så vi mange ufoer og blev helt forbavsede.
Vi gik ned, han gik først, jeg fulgte et par minutter senere.
Himlen var fyldt med rejsende orange lys, som bevægede sig rimelig hurtigt! Nogle sammen, andre alene. Vi så måske en 30 stykker eller mere.

Et 38-årigt postbud fra Amager nævner bl.a.:

Får øje på en stjerne og tænker „wow, den er skarp i dag“, ser 1 -2 -3 flere i en lige linje bagefter og flere??? Nu i formationer af 3, 4, 5?
Men stadigvæk med enkelte rækkefølger iblandt.
Jeg vækker min kone for at tjekke min observation, og ja hun så det, men var træt og lod trygt mig om det!

Sært nok var jeg temmelig cool selv - min første (måske) UFO observation, og jeg gad næsten ikke se det færdigt! Men det gjorde jeg nu alligevel.

Hastigheden var jævn langsom, for langsom til fly i forhold til, hvor store lyskilderne var.

Det orange lys fra lyskilderne var, som hastigheden - konstant på alle enheder, styrken/størrelsen var omtrent som planeten Venus.

Med det blotte øje/håndkikkeret var der ikke forskel på de enkelte enheder, hvad angår lysstyrke/størrelse/hastighed.

De bevægede sig fra (cirka) vest til øst som perler på en snor - dvs - afstanden blev holdt... og dog, formationerne „gled“ som langsom væltende tre- og firkanter. De synes at bøje af mod nordøst.

Uden at have talt ville jeg gætte på 50 - 80 (nærmere 80) enheder !!!

Cirka nord for vores bopæl er der før set „lyskegler“.
MEN det er et ikke sjældent fænomen, og jeg mener de stammer fra Operaen på Holmen - jeg lagde mærke til, at disse var tændt i hvert fald noget af tiden, mens det stod på.
Jeg kunne ikke overbevise mig selv om, at dette var en del af et lysshow - men man ved jo aldrig.
Jeg vil være meget glad for at høre fra jer hvis der er supplerende observationer/informationer vedrørende denne begivenhed.

Observatørens gengivelse af de observerede lys.
Illustration: Julian Mazkenzie

En 28-årig mand observerer lysene fra en kolonihave ved Islands Brygge på Amager og slutter:

Vi var en større mængde mennesker, der under en havefest så de lysende objekter.. og kan se, der altså er mange andre, der også har set det og undret sig.

En kriminalassistent så også lysene fra Amager og beretter:

 
   
 
 
Kriminalassistent Andreas Holstings foto med mobiltelefonen viser 6 af lysene på himlen - nederst i udsnitforstørrelse.

På vej hjem fra familiesammenkomst på Hotel Radisson SAS på Amager skulle vi hente vores bil og køre hjem. Klokken var ca. 00:30 og min hustru skulle køre mig og min broder med hustru hjem fra festen.
På P-pladsen bag ved hotellet siger min hustru så - se er det ikke Karlsvognen, der lyser klart der på himlen?
Vi ser alle op og må konstatere, at lysfænomenet bevæger sig og derfor ikke er stjerner. Vi ser så mange flere orange lysprikker bevæge sig langsomt i en lang formation fra syd vest kommende fra synsretning mod København og næsten lige over vores hoveder i retning mod Amager/Kastrup/Sverige. Lysprikkerne bevæger sig langsomt, som man også kan se satellitter bevæge sig over himlen. Disse lysprikker er dog markant mere orange og en del er noget klarere end satellitter. Jeg er meget rumfartsinteresseret og ser ofte efter passerende satellitter.
Efter ca. 15 min. observation stopper vi og kører hjem - min hustru finder det noget uhyggeligt, og andre udenlandske gæster spørger, om vi er danske, og om det er noget vi kender noget til. Dette må vi benægte, idet ingen af os har set det før.
Formationen bestod af disse (måske 35-40 stk) på en lang række over hele himlen. De var som stukket efter en snor, hvor nogle dannede rombeformer og firkanter mens andre blot fulgte lige efter hinanden med næsten lige stor afstand.
Der var ingen lyd at høre, ligesom lysfænomenet til tider blinkede en smule, som om der var forstyrrelser i atmosfæren.
Jeg skal lige tilføje, at jeg fik optaget lidt video af fænomenet med min mobiltelefon, hvis det evt. skal kunne bruges til nærmere undersøgelse.

En 47-årig fagbetjent fra Amager tilføjer:

Jeg kan bekræfte, hvad familien på Amager ved Hotel Radisson så. Min gæt er dog 40 til 50 lysprikker, og de var hvide. Jeg talte til 30 men opgav, da de blev ved med at komme.

En 35-årig vikar ser også lysene fra Amager og fortæller:

Vi er 4 venner, der spiller musik og hygger i vores øvelokale. På et tidspunkt ser en af os en stor lysende prik på himlen - ikke til at sige hvad der frembringer dette lys, den bevæger sig ganske langsomt over himlen. Det tager måske 5 min før den forsvinder i nordlig retning.
Kort efter kommer flere af disse fænomener i et par hold, der flyver 3-4 af gangen i trekants- eller rombe-mønstre. Alt i alt tager det omkring 30 min. Jeg nåede at tage et par små korte videosekvenser.

En 39-årig datamand fra Frederiksberg skriver:

10 balloner på en snor fra højre mod venstre set fra vores vindue på Frederiksberg. Og derefter ca. 20 der flyver mere som et par klaser.

En 33-årig kvindelig pædagog fra København K. siger om sin oplevelse:

Ca. kl. 00.30 d. 5/8-07 ser jeg ud af vores køkkenvindue og ser noget, jeg først antager som meget store lysende stjerner. Jeg henter hurtigt min kæreste, og først nu ser jeg, at det ikke kan være stjerner, da de for det første bevæger sig roligt hen over himlen, og for det andet er for store. Vi bliver stående og observerer „stjernerne“, der kommer hen over himlen i et roligt tempo efter hinanden.
Til slut kommer der en alene og kort efter to.
Samlet ser vi ca. 26-30 stk. Vi kan ikke høre nogen lyd fra dem.

En 31-årig mand fortæller:

Den 5. august 2007, fra lidt over et og til 10 minutter over et om natten, går jeg fra Øresundsvej tæt på Amagerbrogade og frem til Albaniensgade på Amager i København.
I den tid kigger jeg op på nattehimlen og ser til min undren kraftigere stjerner end normalt, og de har et gulligt lys.
Kan efter et kort øjeblik se, at det ikke er stjerner men lysende prikker i en fast formation af omkring 10-15 stk., der vandrer fra vest mod øst til venstre for én, når man kigger mod øst.
Og lysfænomenet har cirka samme hastighed, som når man følger satellitter på nattehimlen.

En 30-årig adjunkt skriver:

20-30 små gul/rød-lysende flyvende objekter cirklede langsomt omkring.
Sandsynligvis over Holmen eller måske Øresund.
Det kunne ligne en masse små træningsfly.
Vi så dem fra Vesterbrogade ved midnatstid natten til den 5/8-2007.
Kender SUFOI et sted, hvor man kan se en oversigt over overflyvninger over København?
Jeg tænker på Kastrup Lufthavn, Luftfartsstyrelsen, Luftvåbnet eller lignende? Jeg har søgt på internettet uden held.
Jeg forestiller mig at der er tale om små træningsfly fra Luftvåbnet, men jeg kan ikke finde en oversigt over deres flyvninger nogen steder.

En 28-årig daglig leder ser lysene fra Enghave Plads og beretter:

Vi opdagede først en „Karlsvogn-lignende“ formation på himlen i østlig retning.
Prikkerne var stærkt orange/røde. Fra syd kom der en tilsvarende prik svævende i konstant fart, som havde retning mod de andre.
Den stoppede ved de syv prikker, og langsomt forsvandt de, som om de fadede ud. Det tog i alt ca. 7-10 min.
Et par minutter senere kom der 2 mere fra syd. De havde samme retning som de andre, dog virkede det som om de var lidt tættere på.
De havde samme farver og langsomt bevægede de sig op mod punktet, de andreforsvandt fra, og de fadede væk på samme måde.

En 48-årig sagsbehandler fortæller:

Mange lysende pletter i formation i en lang række med passende mellemrum, kommende fra syd.
Det kunne godt være nogle luftballoner på række, men de lyser jo ikke hele tiden, og man ville kunne høre en hvæsen, der var ingen lyd overhovedet.
Mange satelitter, lyseblå prikker drønede omkring fænomenet.
Det virkede, som om Darth Vader var ved at invadere. Meget skræmmende!
Kan se, at der er flere her på sitet, der har observeret nøjagtigt det samme som vi gjorde - er der en forklaring?

En 28-årig selvstændig tilføjer til de øvrige beretninger:

Vi var også en større mængde mennesker, der under en havefest så de lysende objekter.
Og jeg kan se, at der altså er mange andre, der også har set det og undret sig.

En af beretningerne til SUFOI fra en 30-årig studerende på Amager lyder:

Var på vej hjem fra en aften i en kolonihave, kom til Christmas Møllers Plads, og så en formation af ca. 18 gule pletter på himlen, pletter der uden tvivl ikke var stjerner, og hvor formationens længde var ca. 3-4 gange Karlsvognen.
Jeg ringede til såvel kæreste som en ven så de kunne se lysene - desværre tog de ingen billeder.
Jeg så formationen forsvinde ud over Amagerværket/Sverige (hvilket alt i alt tog ca. 20-30 min.).
Efterfølgende dukkede der to ekstra lys op, som efterfølgende forsvandt i samme retning ud over Sverige.
Jeg snakkede med flere samme nat og ingen kunne komme med et ordentligt gæt på, hvad det kunne være - kan nogen af Jer læsere??

Han tilføjede i en senere mail:

Hejsa, jeg er som tidligere nævnt en af de rigtig mange, der så den række af lys, der "fløj" over København natten mellem lørdag og søndag.
Jeg tænkte om I måske havde mulighed for at oplyse, hvad det evt. kunne have været, eller om I ved, hvor jeg kan henvende mig for at finde ud af det.
Det undrede mig en del, at der intet har stået om det i dagspressen, og da oplevelsen var så ekstraordinær, ville jeg meget gerne vide, hvad det var.
Håber at I kan være behjælpelige på den ene eller anden måde.

Et par bosat på Islandsbrygge har indberettet deres oplevelse til Dansk Ildkugle Central, der har videresendt til SUFOI, og parret tilføjer:

Der var et sted mellem 30 og 50!
De var meget højt på himmelen i forhold til at være noget på vej ned, og alle havde de samme retning med små afvigelser!

En 34-årig IT-mand har gjort iagttagelsen fra København Ø. Og fortæller bl.a.:

 
   
 
 
Et af billederne med stærkt ændrede lys- og kontrastforhold viser et enkelt af lysene på himlen. En udsnitforstørrelse viser ikke flere detaljer.
Foto: Jesper Sommer

Klokken ca. kvart i et observerede min kæreste og jeg et større antal lysende og svagt rødlige prikker, der lydløst bevægede sig tværs over den Københavnske nattehimmel.
Fænomenet mindede mest om luftballoner eller lign. og initielt var antallet omkring 7-9 røde prikker. De bevægede sig i fuldstændig ens (samme for alle) og konstant fart på tværs af horisonten.
Efterhånden som de første af de observerede røde prikker forsvandt for vores synsfelt, dukkede der nye op. I alt har der været ca. mellem 14 og 20 røde prikker der bevægede sig med dette mønster.
Det tog i alt ca. 6-7 minutter for alle prikker at bevæge sig tværs over himlen.

Vi tog mange billeder og videoklip med vores mobiltelefoner og digitalkamera, men de har efterfølgende vist sig ikke rigtigt at indeholde noget brugbart.
Udstyret er antageligvis for dårligt.
Vi har dog alligevel for god ordens skyld bevaret materialet, i tilfælde af at en digital ændring af kontrast og farver måske kan fremhæve noget anvendeligt.

Som sagt var der ikke en lyd at høre, så hvis det var flyvemaskiner, har de haft ret støjsvage motorer eller været meget langt væk. Et mere realistisk bud kunne være en form for luftballoner (båret af vinden kunne det forklare alle objekternes meget konstante og ensartede bevægelse), men vi har ikke kunnet finde nogen beskrivelse af dette i medierne her til aften, og har desuden intet bud på det rationelle i at sætte så mange balloner til vejrs på samme tid.


Også i Skagen?

En 53-årig skribent fra Frederiksberg fortæller en næsten samstemmende beretning, men har gjort sin iagttagelse fra Skagen:

Ved midnat d. 4. august 2007 i Skagen observerede vi ca. 30 lysende kugler, som fløj i et smalt bælte fra sydøst i nordvestlig retning.
Vi var 5 mennesker, som nød det betagende syn af de lysende kugler, som tyst sejlede hen over himlen.
En del af objekterne holdt sig i formationer af ligebenede trekanter. Nogle af de rødligt lysende kugler skiftede hastighed og fandt nye positioner, som de derefter holdt. I ca. et kvarter sejlede de i en lind strøm på firmamentet.
Hvor langt oppe de var, er svært at sige, men iblandt forsvandt de bag skyerne.
Det var et meget betagende syn, og vores oplevelse minder om det, som andre har beskrevet her på siden, bare over Sjælland blot en anelse senere.

Efter at have gennemgået de mange henvendelser og studeret de fremsendte fotos og videoklip af de orange lys over København, er vi i Skandinavisk UFO Information ikke i tvivl om, at der rent faktisk har været tale om opsendelse af et større antal små varmluftballoner i forbindelse med en fest eller et arrangement i byen.

Beskrivelsen af lysene og deres langsomme flyvemåde samt deres indbyrdes positioner og flyve-bevægelser tyder på noget, der var luftbåret og fløj i den herskende svage vindretning.

En af observatørerne siger, at han intet bud har på det rationelle i at sætte så mange balloner til vejrs på samme tid.
Dette ses dog ofte i f.eks. Thailand, og balloner og ideen til det københavnske „lysshow“ stammer sikkert fra Østen.

Tidligere er der fra Allerød-området indberettet ufo-observationer, som vi i SUFOI mistænkte for at kunne skyldes varmluftballoner.

Det lykkedes også for SUFOI at opspore lokale Allerød-borgere, der havde stået for denne sommerspøg.
Læs mere i UFO-Mail nr. 61.

Det er dog første gang i Danmark, at der er oplevet så mange varmluftballoner samtidig som denne gang over København den 5. august. Og det er samtidig første gang, at dette har givet anledning til så mange henvendelser til SUFOI.

Det kan så undre, at ingen medier har omtalt disse observationer gjort af så mange mennesker over en storby.

Tirsdag henvendte unge studieværter fra Danmarks Radio sig til SUFOI om sagen, og udelukkende fordi de selv rent faktisk havde observeret lysene og undret sig.

Det er endnu ikke fastslået, helt konkret hvorfra ballonerne er opsendt, men vi vil da gerne efterlyse „opsenderen“.
Måske har vedkommende eller gæster til stede lave gode optagelser af selve opsendelsen, som det kunne være spændende at kigge nærmere på.

Informationer kan sendes til Skandinavisk UFO Information - SUFOI.




Synes du, at ufo-mail er spændende oplysninger og interessant læsning, så send denne ufo-mail videre til din familie, dine venner og bekendte.

Så har de også muligheden for at modtage ufo-mail gratis og uforpligtende, når der sker noget nyt:

Danske og udenlandske observationer eller fotografier, aktuelle himmelfænomener og spændende tilbud på ufo-materialer.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted