logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2019 > UFO-Mail nr. 292

UFO-Mail nr. 292
23. juli 2019


Storm Area 51!

Den 15. juli 2019 kunne adskillige danske nyhedsmedier fortælle, at en begivenhed oprettet på Facebook opfordrer til, at man møder op ved Area 51 og stormer basen den 20. september for at befri de aliens, som myndighederne - ifølge konspirationstilhængere - holder indespærrede på den topsikrede amerikanske militærbase i Nevadas ørken. Mere end 1,7 millioner Facebook-brugere tilmeldte sig begivenheden.

Facebookopslaget lød som en joke, og det var det da også. Fire dage senere gik amerikanske Matty Roberts til bekendelse:

„Jeg postede det 27. juni, og det var en form for en spøg. Og så ventede jeg omkring tre dage, hvor omkring 40 havde tilmeldt sig, og så tog det totalt overhånd - ud af ingenting. Det er ret vildt ... Jeg syntes bare, at det ville være en sjov idé for meme-siden. Og så tog det fart som en skovbrand. Det er 100 procent satirisk, og det forstår langt de fleste.“

„Storm Area 51“ gav flere mediehenvendelser til SUFOI, hvor formanden, Kim Møller Hansen, bl.a. blev interviewet på P1 Morgen (17. juli) og i Go'Morgen Danmark (18. juli 2019).


Læs mere:

Én million mennesker vil storme Area 51: Det amerikanske militær er klar til at forsvare
Over en million mennesker vil storme amerikansk base for at finde rumvæsner,
1,4 millioner vil storme tophemmelig amerikansk militærbase: Derfor er Area 51 så mystisk,
Manden bag „Storm Area 51“ står frem: ‚Det var en spøg’,
P1 Morgen-interviewet kan høres på: https://www.dr.dk/radio/p1/p1-morgen/p1-morgen-2019-07-17/, spol frem til 00:47:17,
Area 51 bag de lukkede døre og
Area 51 (e-bog).


Spredte glimt fra 60 år med ufoer

8. juli 1959 ryddede B.T. forsiden og løbesedlerne:
To studerende fotograferede en flyvende tallerken over Amager.
Dagen efter indrømmede de svindelen:
De ville vise, hvor let det var at binde offentligheden en historie på ærmet.

 

I 1950'erne var også den danske lokalpresse fyldt med beretninger om såkaldte flyvende tallerkener. Noget der godt kunne optage en ung knægt på 16. Der var i et hobbyblad vejledning til, hvordan man nemt kunne bygge et apparat, der via en kompasnål kunne slå ud og alarmere, når der var en ændring i magnetfeltet, f.eks. hvis en flyvende tallerken fløj forbi, som det næsten var stillet i udsigt.

I forvejen var interessen for himmelrummet kraftigt styrket af Sovjetunionens Sputnik-opsendelser i efteråret 1957, så folk var blevet endnu mere opmærksomme på, hvad der skete på himlen.

8. juli 1959 ryddede BT så forsiden, og spisesedlen proklamerede: Tallerken over Amager i morges kl. 4. To studerende havde angiveligt fotograferet en flyvende tallerken, og deres beretning fyldte et par sider inde i bladet. Dagen efter indrømmede de svindelen: De ville vise, hvor let det var at binde offentligheden en historie på ærmet.


Autoritetstroen i højsædet

Spændende var det trods alt, at den ene af de studerende var søn af den lokale apoteker i Nakskov, hvor jeg boede. Trods den måske lidt nedslående udgang på historien, var der alligevel noget, der fangede opmærksomheden ekstra. En kaptajnløjtnant i Flyvevåbnet, H. C. Petersen, havde straks udtalt sig meget positivt og kategorisk om sagen, og han var formand for foreningen Skandinavisk UFO Information, SUFOI, der var startet i efteråret 1957. Som ansat i Flyvevåbnet måtte han bestemt vide noget særdeles konkret om disse ting. Jeg kontaktede derfor kort efter H. C. Petersen og fik svar på alle mine spørgsmål fra kriminalassistent Ensio Slej i København.

 
Kaptajnløjtnant H. C. Petersen i sit hjem i Vojens foran Danmarkskortet med markeringer af se seneste ufo-observationer.
Foto: SUFOI Picture Library

Jeg kontaktede altså en officer fra Flyvevåbnet og fik svar fra en medarbejder i Politiet! Det var sammen med min dengang lidt for veludviklede autoritetstro over for myndigheder nok en af årsagerne til, at jeg begyndte at studere emnet nærmere og efterhånden engagerede mig dybt i undersøgelse af folks ufoobservationer.

På daværende tidspunkt var stort set alle ufointeresserede overbeviste om, at de mange observationer af mystiske ting på himlen måtte skyldes besøg fra verdensrummet - også fra vore nære planeter i Solsystemet. Dette gjaldt også mig. Det lyder naturligvis ret naivt set tilbage fra 2019, men man bør huske, at det var en ganske anden tid - også oplysningsmæssigt.

Det var eksempelvis ret sparsomt, hvad der var af tilgængelig litteratur inden for astronomi. Min egen baggrundsviden inden for astronomi og andre almene ting var nok heller ikke for stor. Informationer om vore naboplaneter var yderst få, og det var et område, der ikke interesserede astronomerne synderligt på daværende tidspunkt. Dette ændrede sig heldigvis, efterhånden som der i løbet af tresserne opsendtes rumfartøjer, der returnerede måledata og billeder, der medvirkede til totalt at afvise, at der kunne dukke noget op fra vore naboplaneter.

Interesserede kan om starten af danske ufoorganisationer læse mere f.eks. i Willy Wegners UFO bogen Kapitel 10: De første danske ufo organisationer.


 
Støtte fra Videnskabsministeriet

Et af formålene med SUFOI's arbejde er at identificere og afmystificere ufofænomener bl.a. gennem oplysning om kendte himmelfænomener. Et resultat af dette arbejde så dagens lys i 2000, da SUFOI udgav heftet „Når du ser et stjerneskud - guide til identificering af himlens fænomener“.

Det flotte, farveillustrerede 28 siders hefte var i 2000 udgivet med støtte fra Undervisningsministeriet/Tips- og Lottomidlerne - og blev en dundrende succes! Hele oplaget på 12.000 eksemplarer blev uddelt gratis og fandt vej til UFO-Nyts læsere, folkebiblioteker, pressen, astronomiforeninger og planetarier. I løbet af to år var lageret tømt. Danskerne er i den grad interesserede i at vide, hvad der befinder sig over deres hoveder.

SUFOI søgte i 2005 Mininisteriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling om støtte til informationsvirksomhed om rummet - og fik bevilget et beløb, der har gjort det muligt for os at udgive en ny og forbedret udgave af „Når du ser et stjerneskud - guide til identificering af himlens fænomener“.

Et glimrende eksempel på en af SUFOI's folkeoplysende aktiviteter, som har været værdsat af myndighedernes.

Guiden kan gratis downloades her.


Efterhånden seriøs undersøgelse
af rapportmateriale

SUFOI ændrede sig gennem årene - som det er beskrevet i dybden i mange andre artikler - og man fik en anden tilgang til folks ufooplevelser. Hele denne langvarige og nødvendige proces er endvidere glimrende beskrevet i SUFOIs Historie 1975 - 2000, (2003), 240 siders dansk ufohistorie, foreningshistorie og personhistorie redigeret af Per Andersen, en af SUFOI's tidligere formænd.

 

 

SUFOI's rapportarkiv omfatter efterhånden op mod 15.000 indsamlede observationsrapporter, og op til SUFOI's 50 års jubilæum i 2007 gjorde Toke Haunstrup i bogen 50 år med ufoer ' erfaringer fra halvtreds års rapportarbejde status over SUFOI's rapportarbejde, hvor de vigtigste erfaringer og konklusioner dokumenteres gennem en lang række eksempler på observationer undersøgt af SUFOI.

Dette fremragende arbejde kan gratis downloades her.


Sandheden holdes hemmelig, eller...

En særdeles populær konspirationsteori har i mange år været, at „myndighederne“ holder sandheden om ufoer hemmelig for befolkningen. Det være sig i USA, men også i Danmark - såmænd også i dag!

 
FTK's ufo-mappe.

Bl.a. Frankrig og Storbritannien valgte i starten af 2000'erne at offentliggøre deres hidtil hemmeligholdte ufoarkiver. Andre lande som USA og Spanien m.fl. har gjort det tidligere. Over for medierne havde jeg ved flere lejligheder udtalt, at hvis der er et sted inden for Forsvaret i Danmark, hvor der kunne være arkiver med relation til danske ufoobservationer, så måtte et passende sted at spørge være Flyvertaktisk Kommando, (FTK) i Karup. Allerede tilbage i 1970'erne fik jeg faktisk af FTK fremsendt kopier af interne dokumenter og rapporter i specifikke sager, som jeg efterforskede for SUFOI.

Kontakter inden for Flyvevåbnet gjorde det i løbet af 2008 klart, at der rent faktisk befandt sig en såkaldt „ufo-mappe“ med arkiverede uforapporter hos FTK, og at SUFOI og andre interesserede kunne få adgang til dette indhold. En af journalisterne ved FTK's pressetjeneste havde nu skrevet en artikel om ufomappens indhold til offentliggørelse i februar-udgaven 2009 af Flyvevåbnets tidsskrift „Flyvevåbnet“.

FTK spurgte derfor i januar 2009, om jeg var interesseret i på offentlighedens vegne at se og få en kopi af rapportmaterialet overdraget inden artiklens offentliggørelse.

En henvendelse som bestemt var meget velkommen for SUFOI, og som også var et af højdepunkterne i mit eget personlige årelange ufoengagement.

Kaptajn Thomas Pedersen og Ole Henningsen i FTK i Karup i januar 2009 ved Flyvevåbnets offentliggørelse af uforapportmaterialet.
Foto: SUFOI Picture Library/Ole Henningsen

Kaptajn Thomas Pedersen var en af kræfterne bag offentliggørelsen af Flyvevåbnets uforapporter. Han fortalte, at mappens indhold egentlig ikke har været hemmeligt som sådan. Det har man også fortalt, når visse medier ved forskellige lejligheder har spurgt efter et sådant „hemmeligt ufo-arkiv“. Når FTK så har henvist til, at pressen da blot kunne komme forbi og kigge i materialet, så var interessen ligesom dalet lidt, og der kom aldrig mere ud af det. Men nu var man altså i Flyvevåbnet blevet enige om at foretage en mere officiel offentliggørelse og overdrage materialet til SUFOI.

Jeg havde tidligere på måneden tilbudt at hjælpe FTK med det praktiske arbejde med at fjerne følsomme oplysninger fra det gamle arkivmateriale samt scanning af papirerne, da FTK manglede arbejdskraft, og dette arbejde ikke ligefrem lå øverst i bunken. Heldigvis lykkedes det FTK at få arbejdet udført internt i tide til den planlagte offentliggørelse.

Der kan læses mere detaljeret om den spændende offentliggørelse af Flyvevåbnets uforapporter her.


Forsvarets UFO-arkiv - igen online!

Rapportmaterialet omfatter tiden fra 1978 til 2002, og langt de fleste rapporter er skrevet på en gammel formular nr. 3622, som jeg kan nikke genkendende til. Den er med gammel retskrivning og stammer helt tilbage til 1946, hvor den blev udformet af major Per Winge i forbindelse med hans undersøgelse af de såkaldte „spøgelsesraketter“, der blev observeret over hele Skandinavien - også fra Danmark.

I forbindelse med SUFOI's 60 års jubilæum i 2017 udkom bogen UFOer - myter og viden, hvor jeg i et af kapitlerne detaljeret beskriver indholdet af Flyvevåbnets ufomateriale samt en senere aktindsigt i Forsvarets arkiver. (http://www.sufoi.dk/butik/?106,en_ufoer-myter-og-viden-b-087 .)

Arbejdet med gennemgang og indsamling af arkivmateriale fra Forsvaret i relation til uforapporter m.v. med henblik på senere offentliggørelse er langt fra tilendebragt og fortsættes løbende ved besøg i Rigsarkiv m.v.

Indholdet af Flyvevåbnets ufoarkiv har i en længere periode ikke været tilgængeligt pga. strukturændringer på Forsvarets site.

Ved stor velvillighed fra Forsvarets side og på SUFOI's foranledning er det 329 siders originale rapportmateriale dog nu igen tilgængeligt for offentligheden. Hvis man på Forsvarets site søger på „ufo“ kommer man til denne placering.


Danske ufofotos

I et af kapitlerne i i jubilæumsbogen UFOer - myter og viden beskæftiger jeg mig indgående med danske fotosager gennem tiderne. Ufoberetninger er i bund og grund en skriftlig eller mundtlig gengivelse af den oplevelse, som en given observatør har haft af et himmelfænomen el.lign., og man kan ikke uden videre sætte lighedstegn mellem en observatørs oplevelse og det observerede fænomens faktiske udseende.

 

Jeg startede i 2005 gradvist op med registrering og en detaljeret undersøgelse af flest mulige nyere danske fotosager og fik efterhånden også overdraget de tidligere fotoafdelingers ældre arkivmaterialer.

Baggrunden for igen at tage undersøgelse og efterforskning af specielt danske ufofotos op igen, var min fascination af ufooptagelser og det detektivarbejde, der så at sige ligger i at finde forklaringen på optagelserne og senere at kunne oplyse observatør, fotograf og andre interesserede om, hvad der i virkeligheden er observeret og fotograferet - dvs. om selve årsagen til ufooplevelsen.

Og så kunne man muligvis med et ægte dvs. gennemundersøgt foto i hånden måske underbygge og dokumentere det uidentificerede og ukendte i en observatørs ufooplevelse - altså hvis der overhovedet var noget ukendt. Men under alle omstændigheder havde man noget ekstra - så at sige fysisk - at forholde sig til udover observatørens beretning.


UFO ved Operaen eller?

Et glimrende eksempel på en fotosag, der hurtigt finder sin løsning er fra 19. september 2015, hvor SUFOI via Facebook modtager denne henvendelse: Jeg stod ved Skuespillerhuset og kiggede over på Papirøen lørdag morgen den 19. september 2015. Jeg så et lysende objekt i 20 minutter og formen var pentagram. Ringede til København politi. Ingen rapporter modtaget.

Det modtagne foto med en lysende aftegning på himlen helt th. i billedfeltet. Tv. i hvid ramme ses aftegningen i udsnitsforstørrelse. Billedet er taget fra den vestlige side af Københavns Havn i østlig retning mod Operahuset, der ses lyse op med et blåligt lys tv. for midten af billedfeltet. Den lidt aflange form på lysaftegningen får fotografen til at beskrive lyset som „et pentagram“, men den langstrakte form skyldes faktisk kameraets bevægelse under eksponeringen under de dårlige lysforhold.

På Fotoafdelingens opfølgende spørgsmål blev observatørens to billeder modtaget med flg. ekstra kommentarer: Taget på iPhone. Kig til højre i det sidste billed, og det var stationært. Meget klart og det slukkede bare. Har udfyldt et observationskema på jeres hjemmeside.

Fotoafdelingens kommentarer og konklusion: Der er helt konkret tale om planeten Venus. På en udskrift af planetarieprogrammet Starry Night over den østlige himmel ses Venus stå lavt over horisonten på fotograferingstidspunktet på nøjagtigt det sted, som det aflange lysende objekt befinder sig. Den aflange form skyldes udelukkende kameraets bevægelse under optagelsen, hvilket svarer til de øvrige lys, der ses på observatørens optagelse. Havde kameraet været støttet mod et fast underlag, ville man have set Venus som et enkelt lyspunkt på optagelsen.

Helt tilfældigt observerede jeg selv fra Lolland også morgenhimlen lørdag den 19. september mellem kl. 4 og 5 og var dybt imponeret af den lysstærke planet Venus, der var at se så markant på østhimlen.

Fotografen er tilfreds med forklaringen og takker for det gode arbejde med den udarbejdede fremsendte rapport med løsningen på mysteriet om lyset på himlen. Men hvad var egentlig reaktionen, da fotografen telefonisk kontaktede Politiet en tidlig lørdag morgen kl. 04.41?

- De sagde, det var en Rusland aktion eller en rislampe. De havde ingen rapport på noget, som fotografen efterfølgende beretter.

Næsten 15 års intense undersøgelser og 750 registrerede nyere danske ufooptagelser har i høj grad understøttet observatører i, at der bestemt var noget - for dem helt usædvanligt - at se på himlen. Men materialet viser samtidig med al ønskelig tydelighed, at disse fra starten uidentificerede fænomener havde en absolut naturlig eller teknisk forklaring. Så noget uidentificeret eller ukendt i materialet har undersøgelsesarbejdet ikke kunnet dokumentere. Tværtimod!

Arbejdet med undersøgelse af danske fotos er for mit vedkommende nu neddroslet. Fremover henvises fotografer til at indrapportere deres observationer og optagelser til www.ufo.dk i lighed med andre observatører. Hvis det ønskes, har de endvidere mulighed for at dele selve optagelserne med andre interesserede ved at lægge dem på Facebook under Skandinavisk UFO Information - Debatforum.

Her kan optagelsen - sammen med fotografens beskrivelse af omstændighederne ved optagelsen -så blive debatteret af et større forum og en forklaring forhåbentlig fremkomme.


 
Mifunes sidste sang og andre korncirkler

Lad det være nævnt med det samme: Korncirkler har intet med ufoer at gøre, udover at de som ufoerne har afsæt i samme mytekompleks.

Mange var imidlertid tidligere overbeviste om, at disse ofte komplicerede mønstre i kornmarker absolut måtte være afsat af kræfter udefra.Sammen med en tidligere kollega, Filip Steenholdt, Vesterborg, havde jeg registreret og undersøgt lokale korncirkler på Lolland, hvilket var blevet beskrevet i medierne.

Vi blev derfor spurgt til råds i forbindelse med optagelserne til Søren Kragh-Jacobsens dogmefilm „Mifunes sidste sang“, der for en stor dels vedkommende er optaget på Lolland. I en af de centrale scener i slutningen af filmen skulle man bruge en korncirkel, som vi meget belejligt fik lov at konstruere på en af godset Søllestedgårds kornmarker. Se.

Vore erfaringer med korncirklerne medførte også indslag for TV-Avisen, medvirken i reklamefilmproduktion og andre interessante oplevelser.

Det er naturligvis fortsat min bestemte opfattelse, at korncirkler skyldes fugle - nemlig de såkaldte spøgefugle.


 
Ildkugler over Danmark

Et af de sidste skud på stammen er udgivelsen af bogen Ildkugler over Danmark - om sten der aldrig fløj i 2018, hvori jeg gennemgår en lang række beretninger fra mine arkiver om sten og andre ting, som finderne har ment var det fysiske bevis for, at materialet bogstaveligt talt er dumpet ned fra himlen.

Hændelserne er blevet grundigt efterforsket, og mange af de tilhørende sten er blevet analyseret af eksperter i et forsøg på at afdække deres hemmeligheder. Hvad viser resultaterne så, og hvad er forklaringerne på de tilsyneladende mystiske hændelser? Det holder jeg fortsat foredrag om, og ellers får man svar på tingene i bogen Ildkugler over Danmark - om sten der aldrig fløj. Bogen kan stadig fås via www.ufo.dk og som E-bog bl.a. via SAXO.com online boghandel.


60 år og tak

Jeg burde næsten afslutte disse ganske få spredte glimt fra 60 års arbejde med ufoer med en stor tak til BT, der blev bedraget for 60 år siden, men som samtidig var med til at grundlægge min interesse for folks ufooplevelser og især undersøgelserne heraf.

Men ikke mindst det vigtigste, nemlig at udbrede kendskabet til, hvad man kan se på himlen af tankevækkende og smukke ting, hvad efterforskningerne viser, og hvad folk i virkeligheden har iagttaget.

Tilværelsen er spændende nok i sig selv, uden at man behøver at fylde den med unødig mystik og konspirationsteorier.


PS.

Læs den detaljerede historie om BT-tallerken-sagen: http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2019/um19-291.php.

Man skulle ellers tro, at denne svindelsag fra 1959 med tallerkenfotos på forsiden af B.T. var lagt effektivt i graven, men der findes stadig folk - også danskere, der lever og ånder for, at myndigheder naturligvis skjuler sandheden om ufoer for offentligheden incl. os andre naive tosser, der via vore undersøgelser, efterforskninger og fremhævelse af facts er blevet mere skeptiske med årene.

Den gamle svindelsag fra B.T. 8. juli 1959 er for nylig gravet frem i en dansk YouTube-produktion med bl.a. uhyrlige påstande om militær undertrykkelse af sandheden om „tallerkenen“ over Amager. Filmen „UFO over København - et 60 år gammelt Cover up?“ kan ses på YouTube på adressen:
https://www.youtube.com/watch?v=PoCHtYq0nBA.

Lad dig ikke besnære: Dramatisk lav stemmeføring og filmiske (d)effekter lagt på indzoomning af gamle avisudklip er ikke tilstrækkeligt til at forvandle en 60-årig svindelsag til et veritabelt flyvende objekt over Amager. Læs omtalen af filmen: http://www.sufoi.dk/arkiv/arkiv-ag/amagersagen.php.

De to unge studerende havde til hensigt at vise, hvor let det var at binde offentligheden en historie på ærmet, hvilket til fulde lykkedes for dem.


Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2024

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725. Skriv navn, adresse, mobilnr., e-mail - og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Er vi alene?

Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Guldet venter!

I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2019. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted